Olaf Liljekrans, 1. versjon
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
BRYLLUPSGJÆSTER
SLÆGTNINGE
af Arne fra Guldvik
Handlingen foregaaer i Middelalderen i en Fjeldbygd.
En tæt bevoxet Li, der fører op til høiere liggende Fjeldegne; i en dyb Kløft løber en strid Elv fra Baggrunden ud til 
Høire; over Elven ligge nogle gamle Træstammer og andre Levninger af en forfalden Bro. Store Klippeblokke ligge adspredte i Forgrunden, langt borte sees Toppene af høie Snefjelde. Aftenrøden hviler over Landskabet, senere kommer Maanen frem.
Høire; over Elven ligge nogle gamle Træstammer og andre Levninger af en forfalden Bro. Store Klippeblokke ligge adspredte i Forgrunden, langt borte sees Toppene af høie Snefjelde. Aftenrøden hviler over Landskabet, senere kommer Maanen frem.1ste Scene
Thorgjerd (staaer paa et Klippestykke ved Elven og lytter til de forskjellige Chor, som høres udenfor Skuepladsen).
CHOR AF FRU KIRSTENS FØLGE
dybt inde i Skoven tilvenstre
SLÆGTNINGE AF ARNE FRA GULDVIK
langt borte, udenfor til Høire
Til Bryllupsgaard;
Det drønner under Hov
I den grønne Skov,
HIS: 266
FRU KIRSTENS FØLGE
lidt nærmere end før
Til Bryllupsgilde, til Spil og Dands
Arne fra Guldvik (viser sig med sine Slægtninge, Mænd og Kvinder, Spillemænd o. s. v. i Baggrunden til Høire paa den anden Side af Elven; de ere Alle i Høitidsdragt. Strax efter Hemming fra samme Side).
ere Alle i Høitidsdragt. Strax efter Hemming fra samme Side).
EN AF FØLGET
See her gaaer Veien.
EN ANDEN
Nei her!
EN TREDIE
Vist ikke, her maa det være.
HEMMING
træder ind
Her!
HIS: 268
ARNE
ærgerlig
HEMMING
uvis
Veien? Ja, jeg er lidet kjendt heroppe, men –
ARNE
HEMMING
der imidlertid har faaet Øie paa Levningerne af Broen
ARNE
Hvorfor siger Du saa ikke det strax.
ARNE
seer sig om
ARNE
forbittret, men med dæmpet Stemme
Hemming! dette Bryllup gjør mig helseløs, saamegen Harme voldes mig derved. (seer udad til Høire) Der rende de, see, nei see kun! Det var hende, som fandt paa, at vi skulde tage over Fjeldet, istedetfor at følge Veien, saa kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre saa – hu, jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for Alteret; er det de høviske Sæder, hun skulde beflitte sig paa! Hvad vil Fru Kirsten sige, naar hun finder min Datter saa ilde optugtet. (da Hemming vil tale)
rende de, see, nei see kun! Det var hende, som fandt paa, at vi skulde tage over Fjeldet, istedetfor at følge Veien, saa kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre saa – hu, jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for Alteret; er det de høviske Sæder, hun skulde beflitte sig paa! Hvad vil Fru Kirsten sige, naar hun finder min Datter saa ilde optugtet. (da Hemming vil tale)
1.utg: 10
Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg.
HEMMING
ARNE
Ja, men Eders Grander gjør sig lystige over det Forlig, som I har sluttet med hende.
ARNE
Det er Løgn i din Hals, der er Ingen som tør gjøre Nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg har Magt; jeg kan jage dem fra Huus og Gaard, saasnart det lyster mig. Nidvise! jo, Du skjønner Dig godt paa Nidviser! – Har de gjort Viser, saa er det til Hæder for Bruden og hendes Fader! (opbrusende) Men det er en ussel Vise forresten, ret en ussel Vise, siger jeg Dig; det er ingen kvædekyndig Mand, som har sat den sammen, og faaer jeg engang Tag i ham saa –
kvædekyndig Mand, som har sat den sammen, og faaer jeg engang Tag i ham saa –
HEMMING
ARNE
Synge, synge; staa nu ikke der og hold mig op med Snak. (til de Andre) Afsted, mine Frænder, lidet maa vi dvæle, ifald vi skal række frem til Brudehuset før Midnat. I skulde hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der gaaer et sikkert Ord om, at brygget og baget i fem fulde Dage for at tage imod os med Ære; er det ikke sandt, Hemming?
HIS: 271
Fru Kirsten har baade brygget og baget i fem fulde Dage for at tage imod os med Ære; er det ikke sandt, Hemming?
HEMMING
Jo, Huusbond!
ARNE
HEMMING
ALLE
forbausede
Fru Kirsten!
De Forrige. Fru Kirsten (kommer med sine Huuskarle fra Venstre).
FRU KIRSTEN
til sit Følge, uden at bemærke de Andre
ARNE
vedbliver fornøiet
FRU KIRSTEN
Hvad mener I?
ARNE
Jeg mener, for stor er den Hæder, I viser mig, naar I drager milevidt afsted igjennem Lier og Ødemarker for at byde mig Velkommen paa Eders Grund.
FRU KIRSTEN
Ei, Hr. Arne – (afsides) Han veed Intet endnu!
FRU KIRSTEN
forlegen
Jeg beder Jer, tal ikke mere derom.
ARNE
Jo, jeg vil tale høit derom; Bygdens Folk har sagt, at I hovmoder Jer af Eders høie Byrd, at I lader haant om mig og Mine, og at I kun sluttede Forliget for at ende de lange Tvistigheder, som faldt Jer til Besvær, nu da I var bleven Enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, saa skulde I aldrig –
I hovmoder Jer af Eders høie Byrd, at I lader haant om mig og Mine, og at I kun sluttede Forliget for at ende de lange Tvistigheder, som faldt Jer til Besvær, nu da I var bleven Enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, saa skulde I aldrig –
FRU KIRSTEN
Hvor gider I lytte til, hvad onde Tunger kan Stamfaders Tid. Jeg mener, vore Ætter har lidt tungt nok derunder, Eders saavel som min. See Jer om, Herr Arne! Er ikke Lien her at ligne med de vildeste Udmarker, og i vore Fædres Dage var her dog folksomt og rigt. En Bro var lagt over Elven, og Vei gik der fra Guldvik til min Faders Huus. Men med Ild og Sværd drog de frem fra begge Sider; de lagde øde Alt hvad de traf paa; thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære Grander. Nu voxer der alleslags Urter i Alfarveien, Broen er brækket ned, og det er kun Ulv og Bjørn, som holde tilhuse herinde.
gider I lytte til, hvad onde Tunger kan 1.utg: 17
spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke paa Tvistighederne, som nu har varet ved siden Jer Stamfaders Tid. Jeg mener, vore Ætter har lidt tungt nok derunder, Eders saavel som min. See Jer om, Herr Arne! Er ikke Lien her at ligne med de vildeste Udmarker, og i vore Fædres Dage var her dog folksomt og rigt. En Bro var lagt over Elven, og Vei gik der fra Guldvik til min Faders Huus. Men med Ild og Sværd drog de frem fra begge Sider; de lagde øde Alt hvad de traf paa; thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære Grander. Nu voxer der alleslags Urter i Alfarveien, Broen er brækket ned, og det er kun Ulv og Bjørn, som holde tilhuse herinde.
HIS: 274
ARNE
ARNE
FRU KIRSTEN
spændt
Nu, hvad saa? (afsides) Skulde hun ogsaa –
ARNE
Sligt maa I tæmme; mig, som hendes Fader, vil det ikke ret lykkes, men I finder vel Raad.
HEMMING
der har seet ud til Høire
Der kommer Jomfru Ingeborg. (afsides) Hvor fager skrider hun forrest i Flokken!
HIS: 275
EN SVEND
Det kan I lide paa.
HEMMING
afsides, sukkende, idet han fremdeles seer ud til Høire
Lyksalig er Olaf, der skal eie hende!
4de Scene
De Forrige. Ingeborg og Brudepigerne komme over Broen.
INGEBORG
endnu i Baggrunden
Hvi løbe I fra mig? Hvad skal det gavne; der bliver dog Intet af, før jeg kommer. (bemærker Fru Kirsten og hendes Følge) Fru Kirsten! er I her? see det maa jeg lide. (raskt i Forbigaaende til Følget) Min Hilsen til Jer Alle! (til Fru Kirsten, idet hun seer sig om) Men Olaf, hvor har I ham?
1.utg: 20
Hvi løbe I fra mig? Hvad skal det gavne; der bliver dog Intet af, før jeg kommer. (bemærker Fru Kirsten og hendes Følge) Fru Kirsten! er I her? see det maa jeg lide. (raskt i Forbigaaende til Følget) Min Hilsen til Jer Alle! (til Fru Kirsten, idet hun seer sig om) Men Olaf, hvor har I ham?
FRU KIRSTEN
Olaf! (afsides) O vee! nu bryder det løs.
ARNE
FRU KIRSTEN
Ham – I mener – I veed at –
HIS: 276
ARNE
FRU KIRSTEN
Stærkt lystede det ham vist at møde Bruden, men –
INGEBORG
Hvad nu?
FRU KIRSTEN
Ikke er Olaf med heroppe.
HEMMING
nærmer sig
Ei med!
ARNE
Og hvorfor ikke?
FRU KIRSTEN
tvungen, spøgende
HIS: 277
FRU KIRSTEN
INGEBORG
At jage?
FRU KIRSTEN
At prøve sine Heste og Hunde!»
ARNE
der imidlertid har holdt Øie med Fru Kirsten og hendes Følge
FRU KIRSTEN
truffen
Jeg! Hvor kan I tro?
ARNE
HIS: 278
FRU KIRSTEN
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine.
ARNE
FRU KIRSTEN
afsides
Hvad vil her følge paa?
ARNE
Jeg lod mig daare af Jer, men nu seer jeg grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved Grændseskjællet; hvor vidste I da at vi tog Veien over Fjeldene? Det var Ingeborg som vilde det saa, da vi reiste fra Guldvik, og Ingen kunde melde Jer derom. (da Fru Kirsten ikke svarer) I tier,
grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved Grændseskjællet; hvor vidste I da at vi tog Veien over Fjeldene? Det var Ingeborg som vilde det saa, da vi reiste fra Guldvik, og Ingen kunde melde Jer derom. (da Fru Kirsten ikke svarer) I tier, 1.utg: 25
det tænkte jeg nok.
ARNE
ligesaa
Ti stille!
FRU KIRSTEN
der imidlertid har fattet sig
Nuvel, Herr Arne! ærligt vil jeg tale Jer til; lad saa Lykken raade for Resten.
ARNE
Saa sig da –
INGEBORG
Hvad mener I?
HIS: 279
FRU KIRSTEN
ARNE
utaalmodig
Javist, javist!
FRU KIRSTEN
Skjændsel over den, der bryder sit Ord, men –
ARNE og GJÆSTERNE
Hvad nu! Sig frem!
FRU KIRSTEN
Ikke kan Brylluppet holdes imorgen, som besluttet var.
ARNE
Ikke holdes?
HIS: 280
ARNE
Forbandet være I, at I sviger mig!
Hævn! Hævn! over Liljekransætten!
FRU KIRSTENS SVENDE
hæve Øxerne og sætte sig til Modværge
Slaa til! Ned med Mændene fra Guldvik!
FRU KIRSTEN
kaster sig mellem de Stridende
ARNE
der har søgt at berolige sine Frænder, nærmer sig
Frænder, nærmer sig 1.utg: 28
Fru Kirsten og siger med dæmpet Stemme, idet han søger at betvinge det indre Oprør, der dog er synligt hos ham
I forlade mig, Fru Kirsten! jeg var for rap i min Vrede. Havde jeg tænkt mig om, saa maatte jeg vel skjønne, at det
Alt tilhobe var Jert Skjæmt; jeg beder Jer, sig mig ikke imod, saa maa det være! Ei Bryllup imorgen, – hvor kunde Sligt hændes! Trænger I Øl og Mjød, skorter det Jer paa SØLV ELLER blommede Linklæder, saa kom I til mig.
Alt tilhobe var Jert Skjæmt; jeg beder Jer, sig mig ikke imod, saa maa det være! Ei Bryllup imorgen, – hvor kunde Sligt hændes! Trænger I Øl og Mjød, skorter det Jer paa SØLV ELLER blommede Linklæder, saa kom I til mig.
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
INGEBORG
Paa En? Paa hvem? Vel skulde jeg mene at naar Bruden er rede saa –
ARNE og GJÆSTERNE
Olaf!
GJÆSTERNE
Flygtet!
ARNE
Flygtet! Han!
HIS: 282
FRU KIRSTEN
ARNE
med indædt Forbittrelse
Og alt imorgen skulde Brylluppet holdes! Min Datter klæder sig i Gyldenskrud, Budsending har jeg skikket Bygden rundt, mine Venner og Frænder stævne langveisfra for at møde frem til Gildet. (opbrusende) Ha, agt Jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til Spot og Spee for sine Grander; baade Jer, det sværger jeg høit og dyrt.
Gyldenskrud, Budsending har jeg skikket Bygden rundt, mine Venner og Frænder stævne langveisfra for at møde frem til Gildet. (opbrusende) Ha, agt Jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til Spot og Spee for sine Grander; 1.utg: 31
lidet skal det baade Jer, det sværger jeg høit og dyrt.
ARNE
Sig ikke saa, Fru Kirsten, sig ikke saa! Vi To har en gammel Regning at klare med hinanden; det er ikke førstegang at I lægger listige Snarer for mig og mine. Guldviksætten har længe maattet holde for, naar I og Jere Frænder pønsede paa Underfundighed og List! Magten havde vi, vi havde Gods og Penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med daarende Ord og Talemaader, – det er Varer som jeg lidet mægter at værdsætte som det bør sig.
holde for, naar I og Jere Frænder pønsede paa Underfundighed og List! Magten havde vi, vi havde Gods og Penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med daarende Ord og Talemaader, – det er Varer som jeg lidet mægter at værdsætte som det bør sig.Grant seer jeg nu, jeg har baaret mig ad, som Manden der bygged’ sit Huus paa Iisflaket: Tøveir kom og saa gik han tilbunds. Men liden Gammen skal I have deraf. Til Jer vil jeg holde mig, HIS: 283
Fru Kirsten! I maa svare for Jer Søn, Eder var det HU: 150
som beilede for ham, Eders Sag bliver det at holde det Ord som er givet mig! En Daare var jeg, ja tifold en Daare at jeg slog Lid til Eders glatte Tunge. De, der meente mig det ærligt, varede mig ad, mine Avindsmænd spottede mig; men lidet agtede jeg begge Dele. Jeg tog mine Høitidsklæder paa, samlede Frænder og Venner; med Sang og Leg drog vi til Gildehuset, og saa, – saa er Brudgommen rømt.
ARNE
Ti stille!
HEMMING
sagte til Arne
Jomfru Ingeborg har Ret, bedst er det I bryder Forliget.
ARNE
Ti stille! siger jeg.
FRU KIRSTEN
til Arne
Vel maa Jert Sind fyldes med Harm og Vrede; men holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I mig Uskjæl, mere end billigt kan være. I mener der føres en underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke
Harm og Vrede; men holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I mig Uskjæl, mere end billigt kan være. I mener der føres en underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke 1.utg: 34
Ingeborg kjær; hvor kunde han kaare sig en bedre Brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er hendes Fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke hendes Slægt med hæderlige Ord, saalangt den er kjendt?
HIS: 284
ARNE
Men hvor kunde saa Olaf –
FRU KIRSTEN
ARNE
Heroppe?
FRU KIRSTEN
GJÆSTERNE
Bjergtagen!
INGEBORG
paa samme Tid
Fri mig Gud!
ARNE
Hvad siger I, Fru Kirsten?
Han er bjergtagen! Ei, kan det være andet. – For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket paa Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud paa den næste Dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde seet ham. Saadan gik nu Dagene, Vætter som har koglet hans Sind; stor er den Magt de øve herinde; fra den Tid den store Landfarsot gik over Bygderne var det aldrig ret trygt her i Fjeldet; der gaaer jo fast ingen Dag uden at Sæterjentene hører sælsomt Spil og Strengeleg, skjøndt intet Menneske færdes der hvor det kommer fra.
Fæstensøllet var drukket paa Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud paa den næste Dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde seet ham. Saadan gik nu Dagene, HIS: 285
lidet talte han, i Sengen laa han for det meste og vendte Hovedet 1.utg: 36
ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en sælsom Uro kom over ham, da sadlede han sin Hest og red fra Gaarden, langt op i Lierne; men der var Ingen som turde følge ham og Ingen vidste hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde Vætter som har koglet hans Sind; stor er den Magt de øve herinde; fra den Tid den store Landfarsot gik over Bygderne var det aldrig ret trygt her i Fjeldet; der gaaer jo fast ingen Dag uden at Sæterjentene hører sælsomt Spil og Strengeleg, skjøndt intet Menneske færdes der hvor det kommer fra.
ARNE
Bjergtagen; skulde Sligt være tænkeligt.
FRU KIRSTEN
ARNE
Og intetsteds har I spurgt hvor han færdes?
FRU KIRSTEN
Ak nei, det er ikke saavel. Heroppe saae en Skytte ham igaar; men han var vild og sky som Renen; alleslags Urter havde han plukket, og dem strøede han ud for sig hvor han gik og stod, og alt imens hviskede han sælsomme Ord dertil. Saasnart det blev mig sagt drog jeg ud med mine Folk, men vi har Intet fundet.
Skytte ham igaar; men han var vild og sky som Renen; alleslags Urter havde han plukket, og dem strøede han ud for sig hvor han gik og stod, og alt imens hviskede han sælsomme Ord dertil. Saasnart det blev mig sagt drog jeg ud med mine Folk, men vi har Intet fundet.
INGEBORG
Og Ingen traf I som kunde sige Jer –
HIS: 286
FRU KIRSTEN
I veed jo, Lien ligger øde.
Der kommer dog En, ham vil jeg spørge ad.
HEMMING
ængstelig
Huusbond! Huusbond!
HEMMING
Lad ham gaa; seer I ikke hvem det er.
GJÆSTERNE og FRU KIRSTENS SVENDE
hviskende mellem hverandre
ARNE
Ei! om han saa var Nøkken selv –
De Forrige. Thorgjerd (er imidlertid gaaet henimod Udkanten til Venstre; ved Arnes sidste Ord vender han sig pludselig som om han var bleven tiltalt).
THORGJERD
idet han træder et Par Skridt nærmere
Hvad vil Du mig?
ARNE
studsende
Hvad er det!
HEMMING
Der kan I høre!
Lad mig raade. (til Thorgjerd) Vi søge Olaf Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
THORGJERD
Olaf Liljekrans?
FRU KIRSTEN
Nu ja, Du kjender ham vel.
THORGJERD
Er det ikke en af de onde Mænd derude fra Bygderne?
HIS: 288
FRU KIRSTEN
Onde?
THORGJERD
THORGJERD
med et listigt Smiil
Da er det godt for ham.
THORGJERD
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
FRU KIRSTEN
Ja, ja!
THORGJERD
Da er det godt for ham; – var det Løgn jeg sagde, saa har han ingen Nød.
HIS: 289
THORGJERD
FRU KIRSTEN
Forbandede! at Du siger Sligt!
THORGJERD
med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv
– Som Maanen skinner i disig Kveld,
Der de dandsed’ ved Elvens Rand.
Og drømmer saa fagre Drømme.
Den Vise kan Olaf Liljekrans synge naar saa skal være, – tro I mig. – Farvel! (gaaer)
HIS: 290
ARNE
til Fru Kirsten
Agt ei paa det han siger.
THORGJERD
nærmer sig atter
Nu gaaer jeg for at spille op. Olaf Liljekrans i Bjerget, der skal hans Bryllup staa. – Gale Thorgjerd maa være med, han kan faa Bord og Bænke til at dandse, saa saare han rører ved sin Fælestreng. Men I, agt Jer vel, drag hjem igjen; her er ikke godt for Jer; har I ikke hørt hvad der siges:
1.utg: 44
sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa. – Gale Thorgjerd maa være med, han kan faa Bord og Bænke til at dandse, saa saare han rører ved sin Fælestreng. Men I, agt Jer vel, drag hjem igjen; her er ikke godt for Jer; har I ikke hørt hvad der siges:Du agte Dig vel, naar de Alfer lege,
De drage Dig i Legen ind;
Og Alt hvad Du seer og hører der,
Det gaaer aldrig meer af dit Sind.
Stak, hver Mand har sin bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. Olaf Liljekrans er Brudgom i Bygden med, han har sig en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I vel spurgt før! Jeg veed nu engang, – det er mange Aar siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et Øiebliks Pause, 1.utg: 45
Men her er jo Bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand har sin bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. Olaf Liljekrans er Brudgom i Bygden med, han har sig en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I vel spurgt før! Jeg veed nu engang, – det er mange Aar siden – men jeg mindes det vel.stedse mere og mere forvirret)
Tre hellige Dage til Ende.
Og Bruden var baade flink og fiin,
Hun dandsed’ mellem Gjæsternes Flok,
Sad han som en Spillemand paa Sengestok
Da dandsed i Ring baade Bord og Bænke,
Saa let som Tærner og Drenge. –
HU: 155
(vildt, triumpherende)
Brudgommen saae sig ud saa vide;
Nøkken redte liden Ingrids Seng –
Hendes Brudeseng i Elven hin stride.
1.utg: 47
)
Den Vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Farvel! Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han sidder – i Bjerget!
(gaaer ind i Lien tilvenstre)
er Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Farvel! Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han sidder – i Bjerget!De Forrige, undtagen Thorgjerd.
ARNE
til Fru Kirsten
Han lyver! tro ham ikke!
HEMMING
Men det er dog Sandhed det med Bruden som blev borte paa Bryllupskvælden.
ARNE
INGEBORG
ARNE
Ti stille!
INGEBORG
ARNE
FRU KIRSTEN
Følg med, følg med!
INGEBORG
sagte til Hemming, der staaer nedslaaet
ARNE
ved Udgangen
Kom, kom!
Ingeborg. Hemming.
Hemming knæler ned og gjør som hun byder.
INGEBORG
medens han er beskjæftiget dermed
Der lod han sit unge Liv;
I Høienloftssal sad alt imens
Skjøn Ingeborg, hans væne Viv!
Der, spænd mig ogsaa den fast!
(vedbliver at nynne)
At Bæltet sprængtes om hendes Midje,
Og Sølvspenden brast om hendes Fod!
INGEBORG
Du hører, Du hører, – det skulde Ingen see paa Dig! Nu, hvorfor bøier Du Hovedet? Er der gaaet Dig Noget imod?
HEMMING
Kræver I, at jeg ærligt skal sige Jer –
HEMMING
Saa maa I da vide –
INGEBORG
hurtigt
Aa nei, det trænges ikke.
Hun fjerner sig nogle Skridt; Hemming reiser sig.
HEMMING
INGEBORG
Hvad saa?
HEMMING
Aa nei, Intet! – (Pause) Kan I mindes, vi har været heroppe engang før?
INGEBORG
kort
Jeg mindes aldrig!
INGEBORG
nærmer sig
Var det dengang vi hørte Bjørnen?
HEMMING
Ja, ret dengang.
HEMMING
Nei, det var mig, som fandt den først.
HEMMING
Og saa tog I Jert Strømpebaand.
INGEBORG
Og bandt den.
HEMMING
Ja, for vi skulde sanke Jordbær.
HEMMING
Men saa var det vi hørte –
INGEBORG
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi maatte over Myren, der hvor den var blødest, –
HIS: 298
INGEBORG
Og sprang med mig fra den ene Tue til den anden. (leende) Hvor rædde vi var, begge To!
HEMMING
Ja, jeg var nu meest ræd for din Skyld.
INGEBORG
HEMMING
Hemming! hvor rig er min Fæstemand?
HIS: 299
HEMMING
Vel hundrede Terner til sin Brud!
Saa mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han eier dog baade Gaard og Grunde.
INGEBORG
fremdeles beskjæftiget
Og Du, hvad eier Du?
HEMMING
sukkende
Min Armod, det er det Hele!
INGEBORG
Det er ikke meget, Hemming!
HEMMING
Nei, det er ikke meget, Jomfru Ingeborg!
Til ham som eier baade Gaard og Grunde!
Til ham staaer min Tanke, han er min Ven!
HEMMING
i høieste Glæde
Ingeborg! nei, er det sandt som Du siger, da maa jeg tifold prise min Armod.
HIS: 300
INGEBORG
vender Hovedet om og siger koldt
Jeg skjønner Dig ikke; det jeg sang var kun en gammel Vise. (stiger ned fra Stenen med Hæggekvistene i Haanden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt) Men jeg kjender en Vise til, og den vil jeg sige for Dig:
Han skoer den Gule, han skoer den Graa,
Den Rappeste lægger han Sadlen paa!
HEMMING
som ude af sig selv
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med Dig? Hvad er det Du tænker paa? Vil Du røve din Herres Datter? Du maa være syg eller gal, siden Du kan falde paa Sligt! Dog, det skal være glemt – for denne Gang. Gaa nu! og tak Himlen at Du slap saa let; thi vel har Du fortjent et Rap – (løfter Kvistene, men lader dem synke og siger med forandret Stemme) – og min røde Guldring – see der, tag den! (tilkaster ham en Ring, som hun har trukket af Armen og iler hurtigt ud til Venstre)
falde paa Sligt! Dog, det skal være glemt – for denne Gang. Gaa nu! og tak Himlen at Du slap saa let; thi vel har Du fortjent et Rap – (løfter Kvistene, men lader dem synke og siger med forandret Stemme) – og min røde Guldring – see der, tag den! (tilkaster ham en Ring, som hun har trukket af Armen og iler hurtigt ud til Venstre)
Hemming. Strax efter Olaf Liljekrans (fra Baggrunden. Maanen staaer op).
HEMMING
Hun meente det ikke, det var Skrømt naar hun lod
Som hun var saa bitterlig krænket.
(nedslaaet)
Og dog, jeg er jo saa fattig en Svend,
Og imorgen skal hun føres for Alteret hen!
(raskt)
Men Brudgommen færdes i de vilde Skove;
O, hvis han aldrig mere kom igjen!
(vil ile ud, men standser med et Udraab)
Olaf! der er han!
Olaf kommer langsomt frem mellem Klipperne i Baggrunden. Han gaaer drømmende, med blottet Hoved og Hænderne fulde af Blomster som han sønderriver og strøer paa Veien; hans hele Færd
1.utg: 64
bærer under det Følgende Præg af en forvirret Tilstand.
OLAF
uden at lægge Mærke til Hemming
De sælsomme Ord, den forvildende Gaade!
(vil gaa ud til Venstre)
HEMMING
Hvad ligger Jer paa Sinde,
At I færdes tre samfulde Dage herinde?
1.utg: 65
(betragter ham nærmere)
Eders Kind er hvid, eders Pande er bleg!
OLAF
Tre Nætter har jeg stridt saa sær en Strid;
Du maa ikke undres hvi min Pande er bleg,
Tre Nætter har jeg været i Alfeleg.
HEMMING
Gud staa os bi!
OLAF
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken Jord eller Himmel!
HEMMING
ængsteligt
Hr. Olaf! følg med til Jer Moders Gaard!
Min Moders Gaard! Hvor er det den staaer?
HIS: 303
Skoven er bleven mit Fædrenehuus,Grantoppens Kvæder og Elvens Suus
Kan jeg bedre forstaa, end min Moders Stemme.
(med stigende Henrykkelse)
Seer Du de tindrende Perler smaa!
(heftigt, idet han griber ham i Armen)
Staa stille, Hemming! her maa Du ikke gaa!
Du træder paa de blinkende Rader.
HEMMING
Det er kun Maanen som skinner paa
Alle de duggede Blade!
(lyttende)
Kan Du høre det lokkende Kvæde?
OLAF
Jeg siger forsandt, det er Spil og Sang,
Jeg kjender den klagende Strengeklang.
Jomfruer hist som i Dandsen skride?
HEMMING
Eders Brud! I veed da –?
OLAF
vedblivende
Naar Dagen gaaer under,
Naar Skyen blegner og Fuglen blunder,
OLAF
Veed Du hvornaar jeg først hende fandt?
Noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under Li,
Ved Midnatstider kom jeg Elven forbi,
Det hørtes som et lokkende, klagende Kvæde,
Jeg folded’ mine Hænder, jeg prøved at bede,
Men Tungen svigted og Tanken med;
HIS: 305
Mig Tonerne fristed’, jeg maatte afsted.Snart klang det som Graad og snart som Latter,
Snart lød det som Lyst og snart lød det atter
Som var der et bristende Hjertes Nød,
Det var som om baade stærke og milde
Magter drog mig i Lien ind,
Jeg maatte herop om jeg end ikke vilde.
Hvorlangt jeg red, det mindes jeg ei.
OLAF
Jeg saae mig om med undrende Blikke;
Hvor var der fagert og vént! Men det Sted
Jeg var kommen til, kjendte jeg ikke!
Det var som den lo, naar den dukked’ sig ned
I de væne, hviskende Lunde!
OLAF
vedblivende
Den Fagreste mellem dem bød mig en Krands
Hun saae mig i Sjælen med Øine saa blide,
Som aldrig gaaer mig af Minde:
«Olaf Liljekrans! veed Du hvor Lykken groer,
Veed Du, naar Fred for Dig er at vinde?
Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde,
Da – først da skal Du Lykken finde!»
HEMMING
I har sovet og drømt!
OLAF
Fra denne Stund
Gjennem Ur, over Hei, til den fagre Lund
Stævned’ jeg op med Piil og med Bue!
HIS: 307
HEMMING
træder forbauset tilbage
Hvad nu, har I vaagen fundet –?
OLAF
I Luften over hendes Hoved hen;
Nu er hun for evig bundet!
HEMMING
Og det er Bruden I venter her?
OLAF
Det er Bruden, snart er hun nær!
OLAF
Her er det godt og trygt
At vugges i Drømme blide!
(gaaer langsomt ind mellem Klippestykkerne i Forgrunden til Høire)
HEMMING
Alt imorgen skal hans Bryllup staa,
Lidet veed han at hun er nær,
Og mindre at hun har en Anden kjær! –
Han færdes forvildet i Skoven omkring,
Og mig gav Ingeborg den gyldne Ring!
(gaaer ud til Venstre)
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra Høire).
OLAF
idet han sønderriver nogle Blomster som han har plukket udenfor
«Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde;
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde, –
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Jeg faaer ikke Fred for de sælsomme Ord.
Den fagreste Urt? Hvor er det den groer?
Hvorpaa skal den kjendes? Er dens Fagerhed lagt
I Duftens Sødme, i Bladenes Pragt?
Som jeg aldrig kan finde, om jeg speider derefter?
Glemt i en Krog, Ingen derpaa giver Agt,
Og dog kan Alverdens forlokkende Magt
Være gjemt i de støvede Strænge.
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra Baggrunden. Hun er phantastisk klædt og smykket med Løvflætninger og Blomster; ængsteligt seer hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
phantastisk klædt og smykket med Løvflætninger og Blomster; ængsteligt seer hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
ALFHILD
Olaf! min fagre Ridder! Det blev mig for tungt at vente, jeg maatte gaa Dig imøde!
ALFHILD
Jeg har jo sagt Dig, udenfor Dalen kom jeg ingensinde før Du gjæsted’ mig. Min Fader har sagt hvad Magter der vil, Du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig see Dig
ingensinde før Du gjæsted’ mig. Min Fader har sagt HU: 166
at onde Magter raade herude; kun derinde mellem Bjergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad raade hvad Magter der vil, Du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig see Dig 1.utg: 78
ind i Øinene! Ja, ja, jeg har Dig igjen!
HIS: 310
OLAF
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, Du deilige Kvinde, vel har Du mig igjen! Mit Sind har Du koglet saa dybt, saa dybt; før mig hvorhen og saa langt Du vil, i Bjerget, dybt under Hauen, i den grønne Græsvold, hvor Slaat og Sang klinge saa lifligt ved Kvældstid, paa Elvens Bund, dybt under Fossen, hvor der er Harper for de store, klagende Kvæder; hvor dit Hjem er, der er jeg rede til at færdes!
listelige, Du deilige Kvinde, vel har Du mig igjen! Mit Sind har Du koglet saa dybt, saa dybt; før mig hvorhen og saa langt Du vil, i Bjerget, dybt under Hauen, i den grønne Græsvold, hvor Slaat og Sang klinge saa lifligt ved Kvældstid, paa Elvens Bund, dybt under Fossen, hvor der er Harper for de store, klagende Kvæder; hvor dit Hjem er, der er jeg rede til at færdes!
ALFHILD
OLAF
Du er den Fagreste i Verden; vær for mig hvad Du vil, naar Du kun er min!
OLAF
Mig!
ALFHILD
Ja, Dig! Hvor Du red paa din enlige Sti, skulde jeg træde Dig imøde, Glemselsdrikken skulde jeg række Dig af det gyldne Horn, jeg skulde kogle mine Kunster deri, saa Du glemte Himmel og Jord, glemte hvor Du var Frænder færdes, kun Et skulde Du mindes, et Eneste skulde fylde din Hu og din Tanke.
Glemselsdrikken skulde jeg række Dig af det gyldne Horn, jeg skulde kogle mine Kunster deri, saa Du glemte Himmel og Jord, glemte hvor Du var 1.utg: 80
født og baaren, hvad Navn HIS: 311
Du lød og hvor dine Frænder færdes, kun Et skulde Du mindes, et Eneste skulde fylde din Hu og din Tanke.
OLAF
ALFHILD
Har jeg?
Gjennem Lien red jeg, dybt dernede hvor Elven
HU: 167
løber, – det var Nat, sælsomt lød Sange og klagende Kvæder rundt om mig – – –Forvildet blev mig min Sti, jeg kom langt, langt ind mellem Bjergene, jeg fandt den deilige Dal, hvor ingen Fod har traadt, hvor intet Øie har
1.utg: 81
forlystet sig før mit – – – –Tungt faldt en Slummer paa mig derinde, men Alfekvinderne legte imens og de drog mig ind i Legen – – – –
Men da jeg vaagnede var der Bedrøvelse i mit Sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke trives mere; det bares mig for som jeg havde glemt efter mig det Rigeste og Bedste i Livet, som om en herlig Skat var mig beskaaret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –
bares mig for som jeg havde glemt efter mig det Rigeste og Bedste i Livet, som om en herlig Skat var mig beskaaret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –Til Dalen maatte jeg op, før var der ikke Fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i denne Stund; jeg greb din Haand, jeg saae Dig ind i Øiet – Himmel og Jord, Alverdens Deilighed var i dit Øie! – – – –
Jeg kom der næste Nat, jeg favnede din Midje, jeg krystede Dig til mit Bryst, Himlens Herlighed var i dit Favntag – – – –
Himlens Herlighed var i dit Favntag – – – –Og jeg kom den tredie Nat, jeg maatte komme, jeg kyssede dine røde Læber, mine Øine aad sig ind i din Sjæl – Mere end Alverdens Herlighed var deri! Jeg glemte mere end Gud og Hjem, mere end Himmel og Jord, jeg glemte mig selv! (styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!
ALFHILD
Er det en Glemselsdrik, det som Du der Spillemanden, der lærte Nøkkens Kvæder, for at kogle sin Hjertenskjær; – han koglede og koglede saalænge til
Kogleriet omspandt hans eget Sind og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
(standser og bliver tankefuld staaende)
HU: 168
nævner, da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er 1.utg: 83
det gaaet som Spillemanden, der lærte Nøkkens Kvæder, for at kogle sin Hjertenskjær; – han koglede og koglede saalænge til
Kogleriet omspandt hans eget Sind og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
OLAF
idet han reiser sig
Hvad grubler Du over?
ALFHILD
Høit paa Fjeldet er en Styrtning, saa brat at end ikke Ørnen kan fæste sin Klo deroppe; der staaer en enlig Birk, ilde trives den og fattig er den paa Løv; men den bøier sine Grene nedad imod Dalen som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine Søstre i den friske, frodige
Styrtning, saa brat at end ikke Ørnen kan fæste sin Klo deroppe; der staaer en enlig Birk, ilde trives den og fattig er den paa Løv; men den bøier sine Grene nedad imod Dalen som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine Søstre i den friske, frodige 1.utg: 84
Lund, som om den higede efter at plantes ind i det solvarme Liv dernede – – – –Som Birken paa Fjeldet saa var mit Liv, jeg længedes udad, efter Dig længedes jeg i lange, lange Tider, før jeg vidste Du var til. Dalen blev mig for trang, men jeg vidste ikke at der bag Fjeldene var en anden Dal som min derinde. Ridderne og Fruerne var mig ikke nok og de sagde mig Intet om Livet derude!
HIS: 313
som gjæstede mig hver Nat, var mig ikke nok og de sagde mig Intet om Livet derude!
OLAF
Ridder og Fruer? Du har jo sagt mig at Ingentid mødte Du Nogen derinde.
ALFHILD
Ingen som Du! Men hver Kveld sang min Fader sine Viser for mig og naar det blev Nat Freidige Riddere, fagre Kvinder vare blandt dem, de kom med Falk paa Haanden, ridende paa stolte Gangere. Paa Engen dandsede de, Lyst og Skjæmt lød rundt om, hvor de færdedes; Alferne lyttede tyst fra hver en Blomst og Fuglene fra Grenen, der de var sovet ind. Men naar Dagen randt, da var de Alle borte, eensom gik jeg, jeg pynthi jeg vidste, at næste Nat vilde de komme igjen. Ak, det Liv var mig dog ikke nok; en mægtig Længsel fyldte mit Bryst, aldrig var den blevet stillet om ikke Du var kommen!
1.utg: 85
og mine Øine lukkedes, da kom de og gjæstede mig, Alle de, der leve i min Faders Viser. Freidige Riddere, fagre Kvinder vare blandt dem, de kom med Falk paa Haanden, ridende paa stolte Gangere. Paa Engen dandsede de, Lyst og Skjæmt lød rundt om, hvor de færdedes; Alferne lyttede tyst fra hver en Blomst og Fuglene fra Grenen, der de var sovet ind. Men naar Dagen randt, da var de Alle borte, eensom gik jeg, jeg pynHU: 169
tede mig med Blomster og med grønne Blade; thi jeg vidste, at næste Nat vilde de komme igjen. Ak, det Liv var mig dog ikke nok; en mægtig Længsel fyldte mit Bryst, aldrig var den blevet stillet om ikke Du var kommen!
ALFHILD
Kun sjelden kommer han nu, han var der ei fra den Kvæld vi først mødtes.
OLAF
Men sig mig, hvo er han?
HIS: 314
ALFHILD
OLAF
Javist, javist!
ALFHILD
Da har Du hørt min Faders Sange! Det er Forsandt heller ikke jeg har forstaaet dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste Skat, at være Livet selv; nu gjælde de Lidet for mig; de er mig kun et Bud om al den Herlighed som skulde komme. I dem Alle var der en fager Ridder; ham tænkte jeg mig som det Bedste og Herligste i alle Dale, det Bedste og Herligste saalangt Fugl kan flyve, saalangt Sky kan stævne. Olaf! det var Dig, jeg kjender Dig vel igjen! O, Du maa fortælle mig om dit Hjem, om den fjerne Dal, Du kommer fra; rigt og lyst maa det være derude; did maa det være mine Fugle drage hen ved Løvfaldstid; thi naar de atter gjæste mig, da har de saameget sælsomt at fortælle, saa mangt et Under at synge om, sprætte og blomstre derved, alle Træer grønnes, og den store, deilige Sol staaer tidlig op og gaaer seent til Hvile, for ret at lytte til alle de fagre Eventyr og Sange. Men lidet fatter jeg af Alt hvad de fortælle,
min Faders Sange! Det er 1.utg: 87
ved dem jeg er voxet op. Forsandt heller ikke jeg har forstaaet dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste Skat, at være Livet selv; nu gjælde de Lidet for mig; de er mig kun et Bud om al den Herlighed som skulde komme. I dem Alle var der en fager Ridder; ham tænkte jeg mig som det Bedste og Herligste i alle Dale, det Bedste og Herligste saalangt Fugl kan flyve, saalangt Sky kan stævne. Olaf! det var Dig, jeg kjender Dig vel igjen! O, Du maa fortælle mig om dit Hjem, om den fjerne Dal, Du kommer fra; rigt og lyst maa det være derude; did maa det være mine Fugle drage hen ved Løvfaldstid; thi naar de atter gjæste mig, da har de saameget sælsomt at fortælle, saa mangt et Under at synge om, 1.utg: 88
at alle Urter sprætte og blomstre derved, alle Træer grønnes, og den store, deilige Sol staaer tidlig op og gaaer seent til Hvile, for ret at lytte til alle de fagre Eventyr og Sange. Men lidet fatter jeg af Alt hvad de fortælle, HU: 170
Du maa tolke det for mig, Du maa klare for mig Alt hvad der spørger og kræver Svar i mit Bryst.
HIS: 315
OLAF
Lidet er jeg det mægtig, Du spørger om mit Hjem. Mit Hjem? Har jeg havt et andet Hjem end her, da mindes jeg kun ringe Ting deraf. Det er mig Alt som en taaget Drøm, der glemmes i den Stund vi vaagne. Dog, kom! langt dernede ligger en Bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes før jeg saae Dig, 1.utg: 89
der bæres det mig for at mine Frænder bo. Hører Du hvor Elven maner og suser, lad os følge den; ude paa Kanten, ved Fossefaldet, der kan vi see over Bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme. Kom, kom!
ALFHILD
Men tør jeg –
OLAF
Følg trøstig, jeg skal værne om Dig!
ALFHILD
Jeg er rede; jeg veed det jo nok, selv om jeg ikke vilde; følge Dig maa jeg hvor Du færdes.
De gaa ud til Høire.
CHOR AF BRUDEFOLKET OG FRU KIRSTENS FØLGE
fjernt fra Skoven til Venstre
Fra listige Alfer i Lunden!
Fru Kirsten og Hemming (komme ind fra Venstre).
HEMMING
Her var han; – see – nei, nu er han borte!
FRU KIRSTEN
Og han sagde, at han ventede paa Bruden som skulde komme?
HEMMING
Ja, men hvem han mente kunde jeg ikke ret blive klog paa; thi hans Tale var sælsomt forvildet. Ingeborg mente han ikke, det er vist.
FRU KIRSTEN
See, see der, i Maaneskinnet, paa Bakken ved Elven, – ja, forvist troer jeg – –
FRU KIRSTEN
Stille, stille, det er Olaf!
HIS: 317
FRU KIRSTEN
Alle gode Aander!
HEMMING
Han viser udover Bygden, som om – der gaaer de Begge!
FRU KIRSTEN
Hent Herr Arne og vore Folk! Vi vil mødes her; jeg bringer Olaf hid!
FRU KIRSTEN
Gjør som jeg siger; men ti vel med det Du har hørt og seet. Du kan sige, at Olaf drog herop for at jage Reen og Bjørn og at han foer vild paa Fjeldet.
HEMMING
I kan lide paa mig, Fru Kirsten!
(gaaer ud tilvenstre)
FRU KIRSTEN
Skulde det da være sandt? Skulde onde Vætter have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums Tider. Men det er nok Alfe
(gaaer ud til Høire i Mellemgrunden)
Ei, Sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums Tider. Men det er nok Alfe1.utg: 93
kvinder af Kjød og Blod som – – Der stiger han ned til Elven, jeg maa rappe mig!
HIS: 318
CHOR
fjernt fra Skoven til Venstre
Olaf og Alfhild (komme ind fra Høire i Baggrunden. Senere Fru Kirsten).
Sad Du aldrig en Sommernat ved det øde Fjeldvand,
Der er saa dybt at Du ei kan bunde?
Saae Du ikke alle Himlens smaa Lys dernede,
De kloge Øine, der tolke mere end Du kan udgrunde,
Mere end Du kan udsige, om Du havde tusinde Munde.
– – – – –
Tidt sad jeg saa; med mine Hænder vilde jeg fange
De dybe, de tindrende Gaader dernede –
Jeg greb efter dem, vilde see dem nær,
Da blev de dunkle, som Øine der græde, –
Det var faafængt at speide og lede –
– – – – –
Mange, mange Gaader som jeg vilde forstaa; –
OLAF
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte Ridder,
Dog ligegodt, jeg river ud af Mindet hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstaa – –
Din Spaadom slog feil, – Lykken skulde jeg finde,
Naar jeg fandt den Fagreste blandt Urter smaa.
OLAF
Lad Livet derude gaa sin egen Gang
Var reist for os under de grønne Lier!
Her er Gilde herinde, her er Fryd og Lyst,
O, det er det som volder at jeg baade maa lee og græde!
(griber hende lidenskabeligt i sine Arme)
Heroppe vil jeg min Brudeseng rede;
Farvel jeg skikker over Verden ud, –
ALFHILD
viger ængsteligt tilbage
Olaf!
Min Brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg førstegang kom her –
Kan Du – Kan Du mindes den første Kvæld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Kom jeg for at hente Dig – til – Bygden ned?
Var det for at bede til Bryllups jeg red –?
ALFHILD
Hvad mener Du? Bryllup! Jeg kan ei forstaa –?
Tre Uger efter skulde vort Bryllup stande –
Jeg vil ikke mere tænke derpaa!
CHOR
dæmpet og langt inde i Skoven
HIS: 321
ALFHILD
OLAF
Hørte Du det med?
ALFHILD
Hvad er det?
Et gammelt, et halvglemt Minde,
Som stundom faaer Ord, naar jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til Bygden ned.
FRU KIRSTEN
afsides, idet hun træder ind fra Baggrunden, uden at bemærkes af de Øvrige
Der er de! Han taler; kunde jeg forstaa –!
(nærmer sig lyttende)
OLAF
med stigende Heftighed
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gaa!
Riddere og Fruer skal stævnes hid paa mit Bud;
Med Sang skal de ride herop for at hente min Brud!
Forrest i Laget skal gaa Spillemand og Sanger,
Alt Folket i Bygden skal bydes til Gjæst!
Liflige Urter skal drysses paa alle Veie,
HIS: 322
Kirkeklokkerne skal ringe over Landet ud:Nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin Brud!
CHOR AF BRYLLUPSGJÆSTER
raskt men dæmpet inde i Skoven til Venstre
Til Bryllupsgaard!
Det drønner under Hov
I den grønne Skov,
FRU KIRSTEN
Olaf, min Søn!
(iler hen til ham, useet af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til Venstre)
OLAF
Hjælp Gud! hvad er det!
Min Moder!
FRU KIRSTEN
Mit arme, forvildede Barn!
Der kommer Herr Arne med Ingeborg, din Viv!
HIS: 323
OLAF
med et Skrig, og ligesom paa engang opvaagnende
Ingeborg! – Med det Navn har I brudt mit Liv!
Ak, at I maatte mig Sligt bebude!
(fortvivlet)
Nu har I vakt mig, nu er Alting ude!
13de Scene
De Forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, Bryllupsfolk og Fru Kirstens Følge fra Venstre.
ARNE
til Olaf
Og der er ingen Skade voldt Jer?
FRU KIRSTEN
afbrydende
Vist ikke, Herr Arne! Han foer vild paa Jagten og –
INGEBORG
peger paa Alfhild
Men denne unge Kvinde –?
HIS: 324
ARNE
FRU KIRSTEN
OLAF
smerteligt, med et Blik paa Alfhild
Min Moder! jeg kan ikke!
FRU KIRSTEN
INGEBORG
I mener, at hun –?
ARNE
Og imorgen holdes Gildet!
HIS: 325
FRU KIRSTEN
Imorgen! det sværger jeg høit og helligt!
HEMMING
sagte og triumpherende, idet han tager Ringen frem
Og jeg har Ingeborgs røde Guldring!
INGEBORG
tager Ringen fra ham og siger ligegyldigt
Min Ring! See, see! har Du den, Hemming! Tak, nu skal jeg selv tage Vare derpaa!
Hemming staaer et Øieblik forbløffet og følger derpaa langsomt efter de Øvrige, der Alle gaa ud til Venstre, undtagen Alfhild.
Alfhild. Strax efter Thorgjerd (fra Baggrunden).
ALFHILD
har med stille og barnlig Forbauselse betragtet
1.utg: 107
det foregaaende Optrin; dog uden at lægge Mærke til Handlingen; naar Alle ere borte farer hun efter en Pause op, ligesom af en Drøm
Og jeg er Bruden, jeg maa med, jeg maa med!
(vil ile ud til Venstre)
THORGJERD
Hvem?
ALFHILD
Den fagre Ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige Lyst,
Som længe har knuget og tynget mit Bryst!
Nu er jeg fri, jeg veed hvad jeg vil,
Jeg vil udad, i Livets brogede Spil!
Hans Ord var Sang! Det var som gav han mig Vinger;
Ingen, ingen Magt nu mere mig binder og tvinger!
HIS: 327
THORGJERD
Saa gaa da, Alfhild! og drøm Dig glad,
Din Fader skal over Dig vaage!
Men agt Dig for hver underfundig Svend,
ALFHILD
Hvor Olaf færdes, did maa jeg hen,
Udad, langt ud i de lyse Dale!
O, jeg kjender ham fra dine Kvæder igjen;
Og jeg, den fattige Alfhild, er hans Brud!
Fattig, nei, nei, Prindsessen jeg er,
O, meer end Prindsesse; jeg er Olafs Hjertenskjær!
(Bryllupschoret høres langt nede i Lierne)
Farvel nu, Blomster og Skov og Ur!
Mig vinker Alverdens Jubel og Sang!
Ja, nu, først nu skal mit Liv begynde!
Hun iler ud til Venstre. Thorgjerd seer tankefuld efter hende, Choret taber sig i det Fjerne, idet Tæppet falder.
HIS: 328
Thunet ved Fru Kirstens Gaard. Paa Tilskuernes høire Side sees Hovedbygningen med en Luge i Gavlen; Vinduer eller Døre ere ikke synlige. Længer mod Baggrunden paa samme Side en liden Stavkirke med en Kirkegaard. Paa venstre Side Stabur og andre Udhuusbygninger. Paa begge Sider i Forgrunden simple Stenbænke. – Det er Eftermiddag.
Luge i Gavlen; Vinduer eller Døre ere ikke synlige. Længer mod Baggrunden paa samme Side en liden Stavkirke med en Kirkegaard. Paa venstre Side Stabur og andre Udhuusbygninger. Paa begge Sider i Forgrunden simple Stenbænke. – Det er Eftermiddag.1ste Scene
Fru Kirsten. Karle og Piger (beskjæftigede med Tilberedelser til Gildet).
FRU KIRSTEN
Lad der nu ikke fattes hverken i Fad eller Kruus. (for sig selv) Haardt holdt det og tungt har jeg stridt før det kom saa vidt, men nu vil jeg ogsaa gjøre et Gilde, som skal høres og 1.utg: 113
spørges. (til Tyendet) See vel efter paa Bryllupsbordet om – dog nei, det vil jeg selv gjøre. Vinen skal hældes i Sølvkanderne, de store Drikkehorn skal fyldes med den wælske Most, Øllet er kun for Huuskarlene, og den hjemmebryggede Mjød ligesaa, – og hør, see vel til, at der findes nok af gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal ikke for Alteret før seent paa Kvælden, med røde Blus skal de lyses og følges didhen fra Gildestuen. Gaa nu Alle, og tag vare paa det jeg har sat Jer til, hver især. (Folkene gaa) Gud veed, dette Bryllup koster mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god Medgift og desforuden – o ja, Arne staaer vel til at styres og raades, som det bedst lyster mig, naar han først – (seer ud til Høire) Der kommer 1.utg: 114
Olaf! Ifald jeg kun vidste at han – –Fru Kirsten. – Olaf (kommer fra Huset i Høitidsdragt; han er bleg og tankefuld).
OLAF
for sig selv
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
En Brudgom maa drømme, det er gammel Skik.
OLAF
Min bedste Drøm er ude, lad os ikke tænke mere derpaa.
HIS: 331
OLAF
OLAF
gaaer nogle Gange frem og tilbage; endelig standser han foran sin Moder og siger
OLAF
Svar mig først. Hvad havde I saa gjort?
HIS: 332
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
Hvad mener Du?
OLAF
Den fagreste Urt, som jeg skulde plukke sønder og drysse ud for alle Vinde.
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
I Fruerstuen, som jeg sagde Dig.
HIS: 333
OLAF
livligt
FRU KIRSTEN
Hvem taler Du om?
OLAF
Om Alfhild!
OLAF
OLAF
Hun er reen som Guds Moder selv!
HIS: 334
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
OLAF
Jeg veed det nok.
FRU KIRSTEN
Med Arnes Penge kan det Altsammen bødes paa; en hæderlig Plads vil Du vinde blandt Kongens Mænd. Tænk Dig vel om; har Du lovet Alfhild mere end Du kan holde – og mig tykkes at mærke noget Sligt hos hende, vær Mand, Olaf! Nu gaaer jeg ind og seer efter Gildebordet.
(gaaer ind i Huset)
mig tykkes at mærke noget Sligt hos hende, 1.utg: 123
saa stille hun end gaaer med det – saa tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende hvad HIS: 335
Du selv vil; tomhændet skal hun ikke gaa herfra, det kan Du frit love. See der kommer hun! Olaf, min Søn! tænk paa din Fæstemø og paa din stolte Æt, tænk paa din gamle Moder, som maatte gaa i Jorden af Blussel ifald – vær Mand, Olaf! Nu gaaer jeg ind og seer efter Gildebordet.Olaf (alene).
OLAF
seer ud til Høire
Der den spiller ved Hindens Side;
Snart maa jeg bryde hendes freidige Tro
Og vække hende op af Drømme,
Og saa – ja saa maa vi skilles, vi To.
Arme Alfhild! saa bitter en Skaal maa Du tømme.
(grublende)
Hvad var mig Ære, hvad var mig Magt,
Hvad var mig min Æt deroppe hos hende!
I hendes Øine mig tyktes der var lagt
Jeg havde glemt bort baade Nød og Strid,
Men alt fra i Nat, da jeg atter kom hid,
Da jeg gik at træde for min Moder frem –
(afbrydende)
Og paa Fjeldet har den frændeløse Alfhild sit Hjem.
Jeg maa sige hende – Nei, nei, jeg kan det ikke!
Og dog – ikvæld – ja, forvist det maa skee,
Høre maa hun hvad der volder mig den bittreste Vee!
4de Scene
Olaf. – Alfhild (fra Kirken).
ALFHILD
iler ham glad imøde
Alle de underlige Gaader maa Du klare. –
Grønnes altid herude Sommer og Vaar?
OLAF
Ak Alfhild!
ALFHILD
Nei vent med at svare!
Men derinde, o, der var det saa stille.
HIS: 337
Saa mild en Fred var derinde;Der dæmred’ en Dagning, liflig og sval,
Der knæled’ baade Mand og Kvinde,
Men høit, høit oppe en Jomfru stod,
Det skinned som Himlen, naar Dagen gryer.
En fager Alf hun bar paa sine Arme,
Og rundt om hende legte de Engle smaa,
De lo tilhobe, der de ned paa mig saa
Hver den, der er god og from som Du,
Det er Kirken, Guds Huus, ham hører det til.
ALFHILD
Hans Huus er jo høit over Stjernerne smaa,
HIS: 338
Saa høit, som intet Øie kan naaUden Barnets, der det blunder og drømmer! –
Men Kirken Du nævnte! Saa er det jo did
Vi skal ride i festligt Følge,
Som Brud og Brudgom!
ALFHILD
Ak hvert af dine Ord har vel brændt sig ind
Saa urokkeligt dybt i mit Sind!
De skinne paa min Sti, de lyse, hvor jeg træder,
Du sagde al Verden skulde bydes til Gjæst,
Foran skulde ride Sanger og Præst,
Alle de Urter smaa skulde sig for Bruden neie!
OLAF
Har jeg sagt –
See Dig om, det er skeet paa dit Bud;
Alle Rosenblommer er sprunget ud,
Og vugge sig som Alfer i Høitidsskrud.
HIS: 339
Aldrig skinned Himlens lysende ØieSaa lifligt som her fra det Høie;
Aldrig sang de Fugle saa vent som idag!
De synge jo Brud og Brudgom til Behag! –
Du, Du har voldt mig saa livsalig en Lyst,
Jeg kunde trykke Jord og Himmel til mit Bryst!
Ei findes paa Marken saa fattigt Straa,
Det jeg evned’ under Fødder at træde,
At jeg vel maa dele dets Nød og Glæde!
Det bølger og bruser som en Skov i Storm!
ALFHILD
O, herligt er Livet!
(knæler med oprakte Hænder)
Fjernt i Himmelen! Havde jeg Ord,
Men jeg kan det ikke; Du er for stor,
(reiser sig)
Ja, Livet er fagert i Olafs Hjem,
OLAF
Kalder Du det fagert at lægges paa Baare?
HIS: 340
ALFHILD
Og spurgte min Fader hvad Døden var,
Da sang han mig en Vise derom til Svar:
Da kommer en Alf med hvide Vinger
Og frier det ud fra Nød og Kummer.
Reder en Seng saa blød,
Og Bolster udaf Rosen rød.
Han bærer det paa sin Arm,
I Himlen er mange Smaa,
Perler, baade hvide og blaa.
HIS: 341
OLAF
Din Fryd vil visne som et brækket Siv,
ALFHILD
Er jeg stærk og modig lig Fossevældet!
Du staaer mig jo nær, lad komme hvad vil,
Med Dig vil jeg frydes, med Dig vil jeg lide.
(lyttende)
Det klinger som et Kvad om den dybeste Kvide!
Udenfor til Høire høres dæmpet følgende Chor af Ligbærere:
Med Sorg til Gravens Fred,
Med Suk og Sørgesang
At bære Barnets Kiste
Den sidste, tunge Gang!
OLAF
Et Barn som bæres til Dødens Hjem
Af sin Moder og de smaa Søskende fem.
OLAF
Jeg seer ingen Bolster, hverken røde eller blaa,
ALFHILD
Paa Spaaner og Straa?
OLAF
Ja, det er det Hele!
OLAF
Jeg seer kun en Moder hvis Hjerte vil briste,
Og de Smaabørn som følge den sorte Kiste.
ALFHILD
stille og tankefuld, efter en Pause
Ei var Døden saa i min Faders Kvæde.
OLAF
Sletingen veed om hernede. –
Men vil Du med Hænder tage derpaa,
Intet Du finder uden Gruus og Straa;
Og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder
Vel sandt, det skinner som Himmelens Stjerne,
Men kun naar Du seer det fra det Fjerne.
(bemærker Fru Kirsten udenfor til Høire)
Min Moder – hun vil sige Dig – nu gaaer jeg ind.
Alle Engle drysse sin Fred i dit Sind!
Han gaaer mod Huset, men standses af Fru Kirsten. – Himlen overtrækkes af mørke Skyer, Vinden begynder at suse i Trætoppene. – Alfhild staaer hensunken i dybe Tanker.
De Forrige. – Fru Kirsten.
OLAF
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine Læber, har jeg sagt. Sig nu I hende Resten og saa, min Moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
(kaster et Blik paa Alfhild og gaaer ud ved Huset)
mægtede at føre over mine Læber, har jeg sagt. Sig nu I hende Resten og saa, min Moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
FRU KIRSTEN
ALFHILD
for sig selv
Tungt kan ei Verden gaa mig imod,
ALFHILD
Javist af Olaf, han har sagt mig –
Jeg veed det, Alfhild! jeg veed hvad han har sagt. (afsides) Han har nævnt sit Bryllup for hende, kan jeg skjønne. (høit) Og alt ikvæld skal det gaa for sig.
ALFHILD
Hvad skal gaa for sig?
FRU KIRSTEN
Brylluppet!
ALFHILD
livligt
O ja, det veed jeg!
FRU KIRSTEN
afsides
ALFHILD
Jeg? Det har jeg lidet tænkt paa.
HIS: 346
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
afsides
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal vi strides om. (høit) Alfhild! jeg under Dig alt Godt og dersom Du turde lide paa mig –
ALFHILD
Ja, det tør jeg forvist!
FRU KIRSTEN
ALFHILD
Det har Olaf selv sagt.
FRU KIRSTEN
Olaf! (afsides) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han har havt den samme Tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af fornødent at –
forsandt, han har havt den samme Tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af HIS: 347
med hende! Eller HU: 191
kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes paa sin Side bleven Ægtemand, saa – (høit) Ja, ja, godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor Hensigt med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent at – 1.utg: 145
Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet, der hænger min egen Bryllupsklædning, den skal Du bære!
ALFHILD
med barnlig Glæde
Skal jeg! Din egen Bryllupsklædning!
FRU KIRSTEN
Gjør som jeg siger. Gaa derind og klæd Dig paa, saa prægtigt Du lyster.
ALFHILD
Og faaer jeg ogsaa Brudekrone?
FRU KIRSTEN
ALFHILD
Sølvringe og røde Guldbaand!
ALFHILD
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper i Hænderne) Jeg faaer Brudekrone og røde Guldbaand.
(iler ud til Venstre)
Fru Kirsten (alene).
FRU KIRSTEN
Den onde, forbandede Kvinde! Saa glad og trøstig er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal for Altret med en Anden. Men saaledes er det mig ret tilpas; det gaaer lettere end jeg tænkte. Hun seer saa skyldfri ud som et Barn, og dog kan hun samtykke i, at tage til Huusbond, den jeg først vælger for hende. Og jeg som koglet og lokket for ham, og saa, ja saa er hun ham ikke længer Frelse som jeg; saa snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finde vi den Svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og paa Sølv og en liden Grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til Nogen derom? Det er ikke tænkeligt! – Nu, saa vil jeg sørge for den Sag. Jeg har jo Huuskarle nok paa Gaarden og, – (seer ud til Høire)
derhos fattig og veg af Sind – vi faa see, vi faa see!
1.utg: 147
tænkte at Olaf var hende isandhed kjær; har han endnu ikke faaet Forvisning om hendes rette Sindelag, saa skal han snart faa det. Han skal kjende hende tilbunds, han skal vide hvi hun har koglet og lokket for ham, og saa, ja saa er hun ham ikke længer HU: 192
farlig. (smilende) See, see! Olaf tænkte dog paa den samme Frelse som jeg; saa snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finde vi den Svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og paa Sølv og en liden Grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til Nogen derom? Det er ikke tænkeligt! – Nu, saa vil jeg sørge for den Sag. Jeg har jo Huuskarle nok paa Gaarden og, – (seer ud til Høire)
1.utg: 148
Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han saae dem jo sammen paa Fjeldet igaar, han maa vel vide, at der er Noget mellem de to. Men ikke desmindre – han er en ringe Svend, og derhos fattig og veg af Sind – vi faa see, vi faa see!Fru Kirsten. Hemming (fra Høire).
HEMMING
for sig selv
FRU KIRSTEN
sagte, idet hun nærmer sig
FRU KIRSTEN
Jo, Hemming! der er Noget, som Du gaaer og bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
HEMMING
truffen
Ikke freidig? Jeg?
HIS: 350
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
HEMMING
afsides
Himmel! hun maa have mærket paa Ingeborg at –
HEMMING
i høieste Bestyrtelse
Ak, Fru Kirsten! min ædle, høie Frue! fortørnes ikke.
HEMMING
vedblivende
HIS: 351
HEMMING
Ja næsten!
HEMMING
Ja, – men kun een, kun een eneste Gang, det sværger jeg.
FRU KIRSTEN
Een eller ti Gange, det er mig lige kjært. – (afsides) De er da alt enige; stor Lykke havde jeg med mig, at jeg traf paa Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var saa var mig til Villie; nu kan jeg gjøre Vederlag, jeg vil af al Magt staa Dig bi i den Sag vi nys talte om.
lige kjært. – (afsides) De er da alt enige; stor Lykke havde jeg med mig, at jeg traf paa Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var saa 1.utg: 153
villig til at træde for Alteret. (høit) Hemming! jeg staaer i megen Gjæld til Dig, efterdi Du fandt min Søn igjen og ellers var mig til Villie; nu kan jeg gjøre Vederlag, jeg vil af al Magt staa Dig bi i den Sag vi nys talte om.
HEMMING
fortumlet af Glæde
I! Vil I det, Fru Kirsten! Ak, Gud og Helgene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser) Men Hr. Olaf, Eders Søn! hvad mener I han vil sige?
Ja, forsandt han er ogsaa bedst tjent dermed, for jeg veed, hun er ham ei god af Hjertet.
HIS: 352
FRU KIRSTEN
smilende
Det har jeg vel mærket, Hemming!
HEMMING
FRU KIRSTEN
Din Huusbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette, det vil nok lykkes.
FRU KIRSTEN
Det skal nok jeg bøde paa, ifald ikke Herr Arne selv er rede dertil.
FRU KIRSTEN
Men Du tier vel med det, vi her har talt sammen.
HEMMING
Det lover jeg.
FRU KIRSTEN
HIS: 353
HEMMING
for sig selv
Nei, dette her er mig som en forunderlig, gjækkende Drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde faa hinanden! Ak, kan det være sandt? Saa høit turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver Morgen som jeg havde gjort en formastelig Gjerning, naar jeg om Natten blot drømte derom. – Hm! jeg veed forresten ret vel at det ikke er for min Skyld Fru Kirsten gjør sig al den Besvær. Hun har Noget isinde; det gjælder for hende at bryde Forliget med Hr. Arne, og nu hun har mærket at Ingeborg er mig god, saa vil hun varet min Huusbond ad, men han vil aldrig tro mig.
gjækkende Drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde faa hinanden! Ak, kan det være sandt? Saa høit turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver Morgen som jeg havde gjort en formastelig Gjerning, naar jeg om Natten blot drømte derom. – Hm! jeg veed forresten ret vel at det ikke er for min Skyld Fru Kirsten gjør sig al den Besvær. Hun har Noget isinde; det gjælder for hende at bryde Forliget med Hr. Arne, og nu hun har mærket at Ingeborg er mig god, saa vil hun HU: 195
bruge det til Paaskud. Ja, ja, jeg har saa tidt varet min Huusbond ad, men han vil aldrig tro mig.
FRU KIRSTEN
kommer ned i Forgrunden
Din Huusbond kalder! Gaa nu! Siden skal jeg tale med ham; han føier sig nok. Tro mig han skal følge sin Svend til Kirken i samme Stund han fører sin Datter did.
HEMMING
Tak, Tak, Fru Kirsten! Forsandt, I gjør en god Gjerning mod os Alle.
(gaaer ud til Venstre)
FRU KIRSTEN
for sig selv
Saa ung er hun og dog saa underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imedens hun bildte grant i Tingen end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte stedse sat høi Priis paa, at staa i Agt og Ære hos Bygdens Mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det maa, det skal lykkes.
(gaaer ud til Høire)
leflet med Hemming, alt imedens hun bildte 1.utg: 158
min Søn ind at – – Godt, han skal snart lære hendes Kunster at kjende. Men først maa jeg have Hr. Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod ogsaa som Hemming frygtede for at det skulde være til Hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming seer ellers mere grant i Tingen end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte HIS: 354
han; han har da altsaa mærket, at Alfhild endnu ligger min Søn paa Hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, saa tier han ogsaa, og er Alfhild først gift – jeg kjender Olaf; han har stedse sat høi Priis paa, at staa i Agt og Ære hos Bygdens Mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det maa, det skal lykkes.Hemming (kommer fra Venstre med en Ølbolle skjult under Koften). Arne (følger ham forsigtigt og speidende).
Ølbolle skjult under Koften). Arne (følger ham forsigtigt og speidende).
ARNE
Er der Ingen?
HEMMING
Nei, kom I kun, Huusbond!
ARNE
Men det tykkedes mig, at jeg hørte Fru Kirsten.
ARNE
sætter sig paa Bænken tilvenstre
HIS: 355
ARNE
Er det ikke nok, synes Dig, at hun og alle hendes fornemme Frænder lade haant om mig; ved Nadverden lo de og skjæmtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for, at æde af alle de ugudelige udenlandske Retter. Og hvad var det saa vi fik at drikke dertil? Sød Viin og Most, som vil ligge mig i Maven i otte Dage. Nei, da priser jeg mit gode hjemmebrygde Øl. (drikker og tilføier sagte og forbittret) Af dette har jeg skikket den Skarnskvinde tre fulde Tønder,
Frænder lade haant om mig; ved Nadverden lo de og skjæmtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for, at æde af alle de ugudelige udenlandske Retter. Og hvad var det saa vi fik at drikke dertil? Sød Viin og Most, som vil ligge mig i Maven i otte Dage. Nei, da priser jeg mit gode hjemmebrygde Øl. (drikker og tilføier sagte og forbittret) Af dette har jeg skikket den Skarnskvinde tre fulde Tønder, 1.utg: 161
og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine Huuskarle, og her maa jeg stjæle mig til en Slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget Øl, for at de ikke skal skjælde mig for en grov Bonde, der ikke forstaaer sig paa fornemme Drikkevarer.
HEMMING
Ja, ja, Huusbond! jeg har jo varet Jer ad.
ARNE
ARNE
rækker ham Bollen
Der, sæt Dig ned og drik! (Hemming sætter sig) Hør, Hemming! Jeg vilde ønske vi vel var hjemme.
HIS: 356
ARNE
HEMMING
Men da er der Ingen, som slaaer Væven og synger liflige Viser dertil.
ARNE
Nei, det er sandt nok, Ingeborg er da borte. Det vil gaa mig haardt til Hjerte; hun er vild og selvraadig, men savne hende vil jeg dog, og det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder kunde jeg vel gjæste hende her – – Men nei, det vil jeg ikke! Her leer de af mig, de hviske bag min Ryg, jeg mærker det nok.
ARNE
Gjøres om. Du er dum, Hemming! altid snakker Du om at gjøre om. (rækker ham Bollen) Der, drik! det har Du godt af. Vætter som blæste den Tanke i mig at komme i Slægt med Fru Kirsten. Men nu er det skeet; – de fornemme Frænder faaer tee sig som de vil, men mine Grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit Ord, saa vil jeg ogsaa holde det. (forsagt) Bare jeg vidste at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt) Han skal være det, ellers kommer jeg med
HIS: 357
Gjøres om; nei, nei, det skal aldrig gjøres om! Det var onde Vætter som blæste den Tanke i mig at komme i Slægt med Fru Kirsten. Men nu er det skeet; – de fornemme Frænder faaer tee sig som de vil, men mine Grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit Ord, saa vil jeg ogsaa holde det. (forsagt) Bare jeg vidste at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt) Han skal være det, ellers kommer jeg med 1.utg: 165
mine gamle Næver og banker ham.
HEMMING
Ja vel er det, om I tager vare paa hende, for Olaf agter hende ikke stort, det troer jeg vist.
ARNE
Saa, mener Du det?
ARNE
Javist gjør jeg. Hun er vakker!
HIS: 358
ARNE
ARNE
HEMMING
forlegen
Til mig – hvor kunde I vel falde paa –
ARNE
Nei, jeg falder ikke paa! Men det Ene er ligesaa urimeligt som det Andet. See der, drik! og kom ikke meer med den Snak. (reiser sig) Der har vi Fru Kirsten med Gjæsterne. Hvad skal nu gaa for sig?
HEMMING
ARNE
De Forrige. – Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, Gjæster, samt Karle og Piger ( komme efterhaanden ind fra forskjellige Sider).
komme efterhaanden ind fra forskjellige Sider).
FRU KIRSTEN
for sig selv
FRU KIRSTEN
Ei, det kommer vi nok ud af.
(blander sig mellem Gjæsterne)
INGEBORG
sagte til Hemming
Hvad mener Du? Hvad er det for et livsaligt Haab Du taler om?
HEMMING
Ak, jeg tør ikke selv tro derpaa; men Fru Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart vise Jer at –
INGEBORG
Tys! der nærmer de sig.
HIS: 360
OLAF
dæmpet
OLAF
Hun veed da at trøste sig?
FRU KIRSTEN
smilende
Det lader saa. Vent kun lidt! Endnu i Kvæld skal Du faa Vished derfor.
OLAF
Hvad mener I?
OLAF
Nei, nei, min Moder!
FRU KIRSTEN
høit og afmaalt
HIS: 361
HEMMING
afsides
Der bryder det løs!
FRU KIRSTEN
HEMMING
afsides, studsende
Hvad nu?
HEMMING
som før
Himmel og Jord! Vil hun svige mig?
ARNE
Ei er det fornødent; jeg staaer ved mit Ord som en ærlig Mand.
FRU KIRSTEN
Det veed jeg vel, Herr Arne! men det er snart gjort. Først skal til evindelige Tider hver Ugavn og Skade, som de gamle Tvistigheder har voldt paa baade Sider, skal Ingen kræve Fyldest for; det maa bæres, som Enhver bedst veed og kan. Ei sandt, det love vi?
1.utg: 173
Splid og Ufred mellem vore Slægter være forbi, – og den Ugavn og Skade, som de gamle Tvistigheder har voldt paa baade Sider, skal Ingen kræve Fyldest for; det maa bæres, som Enhver bedst veed og kan. Ei sandt, det love vi?
ALLE
Det love vi!
Gjensidige Haandtag mellem Brudeparrets Slægtninge.
HIS: 362
HEMMING
sagte
FRU KIRSTEN
ARNE
Ja, ja, det faaer vel saa være!
FRU KIRSTEN
Det love vi da?
GJÆSTERNE
Det love vi!
Haandtag som før.
FRU KIRSTEN
Endelig giver Hr. Arne sin Datter til Medgift saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden, fra den Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind som min Søns Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld. Derom ere vi jo enige?
som nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden, fra den Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind som min Søns Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld. Derom ere vi jo enige?Haandslag.
ARNE
afsides
Ha ha, nu kan Hemming see til, om Fru Kirsten sviger mig.
HEMMING
sagte
O, saa er det da forbi med mig; en Daare var jeg at jeg stolede paa hende.
FRU KIRSTEN
ARNE
Sig frem! Kan jeg føie Jer saa skeer det gjerne.
HEMMING
afsides
Hvad agter hun sig nu til?
FRU KIRSTEN
INGEBORG
med et Udraab
Hemming!
HEMMING
O, vee! vee! nu forstaaer jeg –
Latter og Hvisken.
OLAF
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nei, nei, det skal ikke skee! Aldrig, aldrig!
FRU KIRSTEN
Stille! – Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder Dig.
ARNE
for sig selv
HIS: 365
FRU KIRSTEN
sagte og forskrækket
Saa hænger det sammen, det sværger jeg Eder til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstaaet hinanden.
INGEBORG
Men saa sig fra! Du skal! Jeg byder Dig.
HEMMING
Nei, nei, det tør jeg ikke; hun vil da mærke, at det var Eder jeg tænkte paa.
INGEBORG
OLAF
med et Udraab
Beskjæmmet!
ARNE
til Ingeborg
Hvad siger Du?
FRU KIRSTEN
Himmelen staa os bi!
HIS: 366
OLAF
Forbandelse over mig! Beskjæmmet er hun!
INGEBORG
Ja, høit nævner jeg Ordet: Hun er anden Mands Frille! Lad den modsige mig som tør.
ARNE
Ingeborg!
(afs.)
Hvad gaaer der af hende?
FRU KIRSTEN
sagte
ARNE
forbløffet
Min Datter! Kunde I tænke Jer, at hun –
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
spottende
Ja, for ellers vilde jo I gjøre det!
FRU KIRSTEN
for sig selv
See saa, nu har jeg vundet! Jeg kjender Olaf; en forhaanet Kvinde vil ikke friste ham!
10de Scene
De Forrige. Alfhild (kommer ubemærket ud fra Staburet i glimrende Brudedragt med Krone og udslaaet Haar).
glimrende Brudedragt med Krone og udslaaet Haar).
ARNE
afsides
FRU KIRSTEN
der imidlertid har gjenvundet sin Fatning
Og nu til Gildesalen! Hemming kan vi siden tænke paa. – Olaf tag Bruden ved Haand!
ARNE
uvillig, da han seer Ingeborg hviske til Hemming
Hvor er Bruden? Træd frem, træd frem!
ALFHILD og INGEBORG
paa engang, idet hver af dem griber en af Olafs Hænder
Her er jeg!
GJÆSTERNE
Hvordan, hun tager Olaf?
HIS: 368
Almindelig Forbauselse.
FRU KIRSTEN
afsides
ALFHILD
Jovist, det er jo Olaf!
FRU KIRSTEN
i stærkt Oprør
Olaf er ikke din Brudgom, siger jeg. Sig hende det selv, min Søn!
Olaf tier.
FRU KIRSTEN
med hævet Stemme
OLAF
fortvivlet, kjæmpende med sig selv
ALFHILD
træder som forstenet et Skridt tilbage og stirrer paa ham
Hun! Din – –
HIS: 369
OLAF
med stigende Ophidselse
Alfhild! gaa bort herfra! Gaa, gaa, langt ind paa Fjeldet igjen; det tjener Dig bedst. Jeg har været syg og forvildet i Sind, da jeg gik deroppe! hvi seer Du saadan paa mig?
1.utg: 186
Hvad jeg har sagt Dig mindes jeg Lidet af! Jeg veed det ikke og jeg vil ikke vide det! Hører Du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan Du beholde! Behold Alt, baade Sølv og Guld, som Du der er klædt i. Mere, ja tifold mere skal Du faa – Nu! hvi seer Du saadan paa mig?Alfhild tager Kronen og de øvrige Smykker af, og lægger dem for Olafs Fødder, idet hun vedbliver ufravendt at stirre paa ham.
OLAF
Kanhænde jeg bildte Dig ind at Du skulde være min Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kanhænde Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det I kaldte hende? (stamper med Foden) See ikke saadan paa mig, siger jeg! Jeg kjender Dig nok, Du har forhexet mig. Jeg glemte hvad Slægt jeg var af; jeg glemte min Brud, min Fæstemø! Ha, ha, ha! hende er det jeg har kjær!
Fæstemø! 1.utg: 187
hun som der staaer. (griber Alfhild med Heftighed i Armen) See paa hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det jeg har kjær!
ALFHILD
synker paa Knæ og bedækker Ansigtet med sine Hænder
OLAF
Reis Dig, Alfhild! reis Dig, siger jeg! Dersom Du tør sørge saa, da slaaer jeg Dig ihjel! – Hvi er Du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg! – Og I Andre! Hvi staa I der saa tause og see paa hinanden? Leer, leer dog, saa det kan runge i Gaarden! – Alfhild!
staa I der saa tause og see paa hinanden? Leer, leer dog, saa det kan runge i Gaarden! – Alfhild! HIS: 370
hvi svarer Du ikke? Har jeg ikke sagt Dig nok endnu! Ha ha! saa sig hende et Ord I Andre med! Læg ogsaa I et Ord med i Laget; Fru Kirsten vil det! Lee dog ad HU: 205
hende, forhaan hende, træd hende under Fødder! 1.utg: 188
(med skingrende Latter) Ha, ha, ha! Hun er jo Olafs Frille!
ALFHILD
synker mod Jorden saaledes, at hun kommer til at hvile i en liggende Stilling ved Stenbænken til Venstre
.
Et stærkt Lyn oplyser Scenen, Tordenen ruller; under det Følgende tiltager Mørket og Uveiret mere og mere, indtil Aktens Slutning
OLAF
See, see! Det maa jeg lide; nu stemme de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken med min Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med Kruus og Horn – nei derinde –! Tænd Lys i Kirken! Orgelet skal spille op til Dands – ikke klagelige Psalmer – Fy, fy, nei, Dands! (Lyn og Torden)
(styrter ud til Høire)
Det maa jeg lide; nu stemme de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken med min Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med Kruus og Horn – nei derinde –! Tænd Lys i Kirken! Orgelet skal spille op til Dands – ikke klagelige Psalmer – Fy, fy, nei, Dands! (Lyn og Torden)
1.utg: 189
Ha ha! Det spørges i Himlen at Olaf Liljekrans holder Brudefærd!
ARNE
truer sagte til Hemming i Forbigaaende
O, Hemming, Hemming! Du er en listig Hund!
HEMMING
Ak, hvordan skal det hindres?
INGEBORG
Kommer det derpaa an, saa siger jeg nei, nei for Alteret
selv, i Alles Paasyn!
HEMMING
Ingeborg!
INGEBORG
Hold min Hest sadlet og rede!
HEMMING
Hvad! I vil –?
INGEBORG
Jeg vil! Nu veed jeg først hvor kjær Du er mig, nu jeg staaer Fare for at miste Dig. Gaa, gjør som jeg siger og vaer mig ad naar Tid er.
(gaaer staaer Fare for at miste Dig. Gaa, gjør som jeg siger og vaer mig ad naar Tid er.1.utg: 191
ud til Høire)
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og Flere til forskjellige Tider.
ALFHILD
bliver en tidlang ubevægelig liggende med Ansigtet skjult i Hænderne. Endelig hæver hun sig halvt iveiret; seer sig forvildet om, reiser sig og siger med stille, afbrudt Latter
Een Fugl fik Fjære baade røde og blaa,
En Anden maa nøies med Hammen graa!
At jeg kunde mig derover tildøde lee!
Det er nu ganske mørkt. Kirkens Vinduer blive oplyste. Alfhild gaaer hen til Huset og lytter, medens det følgende Chor høres dæmpet indenfor.
ganske mørkt. Kirkens Vinduer blive oplyste. Alfhild gaaer hen til Huset og lytter, medens det følgende Chor høres dæmpet indenfor.
CHOR AF BRYLLUPSGJÆSTER
HEMMING
lister sig under Choret ind fra Venstre
Hesten staaer opsadlet! Nu et lønligt Tegn til Ingeborg og saa afsted!
(gaaer ud til Høire bag 1.utg: 193
Huset)
HIS: 373
ALFHILD
Bruden er bænket høit ved hans Side;
Paa Alteret tændes op de gule Voxlys,
Snart skal de til Kirken udride!
Jeg maa færdes alene i Uveir og Nat,
Olaf! Stormen slider i mit Haar!
Olaf! Regnen mig pidsker og slaaer!
Olaf! Olaf! Kan Du see mig lide
Al den unævnelige Angst og Kvide!
(leer)
Regn og Storm, det er ringe Ting,
Her i min venstre Side. –
Mit Hjem, min Fader, Alt gav jeg hen,
For at følge Olaf, min Hjertensven!
Og jeg kom – Guds Kjærlighed var i mit Hjerte;
Men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
Saa høit han lo, da jeg vred mig i Smerte!
Lig en Hund maa jeg sidde ved Gildehusets Port
I Uveirsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gaa, men standser)
Saalidet Markens Urter formaa
Hos Olaf har jeg voxet mig fast med Rod,
HIS: 374
Pause. – Huuskarlene komme fra Venstre med Fakler.
ALFHILD
O, sig mig det! Hvad skal skee, hvad skal gaa for sig?
KARLEN
Vielsen! Har Du ikke Lyst til at see derpaa?
Vielsen! O, nei, nei! vent dermed, kun til imorgen! Er Vielsen holdt, da er Alting forbi for mig, jeg veed det!
KARLEN
Vente! Nei, Alfhild! det er nok hverken efter Brudgommens eller Brudens Sind.
Latter.
FØRSTE KARL
FLERE
Ja, ja, det maa Du! Det er jo Hr. Olafs Hædersdag!
Latter.
ALFHILD
tager en af Faklerne
Ja, ja, jeg vil! Som den Ringeste i Rækken vil jeg staa dernede, og saa, naar han seer mig, naar jeg beder ham derom, naar jeg minder ham om Alt hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig mig, troer I da ikke han vil blive mig god igjen! Troer I det? O, sig ja, sig ja! Sig at I troer det!
KARLENE
Ha, ha, ha! Det vil han vist, kom nu!
Saa haard er end ikke Fjeldkammens Steen!
(Lyn og Torden)
Den øser sin Vrede over mit Hoved;
Men den har ei et Lyn for at knuse ham,
(Orgeltoner høres fra Kirken)
Og jeg skal udenfor Kirkedøren staa,
1.utg: 199
(svinger Faklen høit i Veiret)
Nei, nei, Du deroppe! jeg gjør det ei!
Frist mig ikke længer ellers sviger jeg Dig!
( holder inde og lytter til Orgelsangen)
Guds Engle synge! Af Gravens Muld
Mægted’ de at synge den Døde!
O, min Barm er saa bristende fuld!
(knæler og vender sig mod Kirken)
Hold op med de Toner bløde!
Ellers lokker I Olaf for Alteret ind!
(hviskende og i den høieste Angst)
Vær stille! o, vær stille! kun saa liden en Stund!
Nu er han dysset i Glemselsblund!
Til Kirken – og da maa jeg Døden lide!
1.utg: 200
(Orgelet lyder stærkere gjennem Stormen. Alfhild springer op fortvivlet og ude af sig selv)
Lyst skal der være i dit Brudekammer!
(kaster Faklen ind igjennem den aabne Luge i Gavlen og styrter til Jorden. – Ingeborg og Hemming komme hurtig frem bag ved Huset)
HIS: 377
HEMMING
INGEBORG
Afsted da! Op til Dalen, som Alfhild har talt om!
HEMMING
Ja, didop! Der vil Ingen søge os!
De ile ud til Venstre. – Alfhild bliver en Tidlang ubevægelig liggende. Pludselig høres Støi og Skrig i Brudehuset; Luerne slaa ud igjennem Taget.
ile ud til Venstre. – Alfhild bliver en Tidlang ubevægelig liggende. Pludselig høres Støi og Skrig i Brudehuset; Luerne slaa ud igjennem Taget.
ALFHILD
springer forvildet op
Ha, Olaf! før var det Dig som lo,
Bruden brænder paa Brudgommens Arm!
styrte efterhaanden ind uden Fakler, og blive som forstenet staaende. Olaf kommer tilsyne oppe i Lugen, som han med fortvivlet Kraft søger at udvide.
HIS: 378
Huuskarlene styrte efterhaanden ind uden Fakler, og blive som forstenet staaende. Olaf kommer tilsyne oppe i Lugen, som han med fortvivlet Kraft søger at udvide.
OLAF
ALFHILD
med vild Latter
Ja, jeg veed, Du holder saa vel dit Ord!
Hold nu dit Bryllup og glem din Frille!
Alfhild har hædret Dig som hun kunde bedst, –
Hun styrter ud i Baggrunden. Karlene ile til for at hjælpe; en Deel af Taget styrter sammen, Olaf sees høit oppe, omringet af Luerne, idet Tæppet falder.
ile til for at hjælpe; en Deel af Taget styrter sammen, Olaf sees høit oppe, omringet af Luerne, idet Tæppet falder.En lys og blomstrende Dal med den rigeste Trævegetation og omringet af høie snebedækkede Fjelde. I Mellemgrunden et stille Fjeldvand; paa venstre Side en Fjeldpynt, der styrter steilt nedad mod Vandet. Paa samme Side nærmere i Forgrunden en ældgammel Bjælkestue, næsten ganske overvoxet og skjult af Buske og Græs. Morgenrøden skinner paa Fjeldene; i Dalen selv er Dagen kun halvt brudt frem; under de følgende Scener staaer Solen op.
Bjælkestue, næsten ganske overvoxet og skjult af Buske og Græs. Morgenrøden skinner paa Fjeldene; i Dalen selv er Dagen kun halvt brudt frem; under de følgende Scener staaer Solen op.1ste Scene
Alfhild (ligger sovende og halv skjult mellem Buskene ved Huset; en sagte Musik udtrykker hendes vexlende Drømme). Olaf (kommer ned fra Lien til Høire. Over Bryllupsklædningen bærer han en grov Kofte).
halv skjult mellem Buskene ved Huset; en sagte Musik udtrykker hendes vexlende Drømme). Olaf (kommer ned fra Lien til Høire. Over Bryllupsklædningen bærer han en grov Kofte).Her var det; jeg kjender Grønningen her ved Vandet. Hist under Lindetræet drømte jeg min sælsomme Drøm. Paa Hældingen der ved Fjeldet stod jeg, da Alfhild første Gang kom mig imøde; lagde min Fæstensring for Buestrengen og skjød; – det Skud har været et Trolddomsskud; det rammede Skytten selv.Sælsomt, naar jeg færdes heroppe, høit over Bygden, da er det som en anden Luft legte om mig, som om et friskere Blod rullede i mine Aarer, som om jeg fik et andet Sind, et andet Tænkesæt.
HIS: 380
Hvor er hun nu?Jeg skal, jeg vil finde hende igjen! Hidop maa hun komme; hun har jo intet Hjem derude i den kolde, vide Verden. Og jeg – er ikke ogsaa jeg en hjemløs Flygtning derude? Blev jeg ikke en Frænder, fra den første Stund jeg mødte hende?
1.utg: 206
Fremmed i min Moders Huus, en Fremmed mellem mine Frænder, fra den første Stund jeg mødte hende?Min Moder! Hm! det bæres mig for, som det ikke vilde baade mig vel at lade hende styre min Færd; hun blæser mig Tanker ind i Hjertet, som ikke har tilhuse der. Nei, nei, jeg vil finde Alfhild igjen, afbede al min Uret og saa –
(standser og seer ud til Venstre)
det bæres mig for, som det ikke vilde baade mig vel at lade hende styre min Færd; hun blæser mig Tanker ind i Hjertet, som ikke har tilhuse der. Nei, nei, jeg vil finde Alfhild igjen, afbede al min Uret og saa –2den Scene
Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorgjerd (kommer fra Venstre bag Huset).
OLAF
Eller seent; tidlig paa Dagen, men seent paa Natten.
THORGJERD
Du hører vel hjemme nede i Bygderne, Du, kan jeg tænke.
OLAF
Min Slægt hører hjemme der. Og Du?
HIS: 381
THORGJERD
OLAF
Det har jeg mærket.
OLAF
THORGJERD
seer stivt paa ham
Den Jagt er farlig!
OLAF
For Skytten?
Thorgjerd nikker.
OLAF
THORGJERD
Farvel, og god Lykke!
OLAF
HIS: 382
THORGJERD
OLAF
Du taler kløgtigt.
THORGJERD
Ja, ja, her er Mangt og Meget at lære herinde.
THORGJERD
Farvel! Dine Frænder skal jeg bringe Bud og Hilsen fra Dig.
OLAF
Agter Du Dig nedover?
THORGJERD
Kanhænde! Men Du skulde dog været med inat; saa lys og varm en Gildesal skulde Du aldrig have seet før.
THORGJERD
Godt og vel for den som var inde.
OLAF
Jeg kjender den som maatte staa udenfor.
THORGJERD
Ja, ja! udenfor, – det er Fattigmands Plads!
OLAF
Jeg kjender den som maatte staa udenfor, og som endda havde det baade bedre og værre end de, som var inde.
THORGJERD
OLAF
Du er Spillemand?
THORGJERD
Og ikke blandt de Sletteste. Nu henter jeg min Strengeleg, der den ligger gjemt ved Fossen; de Sengestok og spillede Bruden ud af Gildehuset over Hei og Mark – Har Du aldrig hørt liden Ingrids Vise? Den som kunde spille Bruden af Fæstemandens Arm, kan vel spille Barnet hjem til sin Fader igjen. Farvel! Dvæler Du her, saa kan vi mødes naar jeg kommer nedover.
(gaaer ud til Høire ved Vandet)
HU: 214
Strenge skulde Du høre. Med dem sad jeg engang paa Sengestok og spillede Bruden ud af Gildehuset over Hei og Mark – Har Du aldrig hørt liden Ingrids Vise? Den som kunde spille Bruden af Fæstemandens Arm, kan vel spille Barnet hjem til sin Fader igjen. Farvel! HIS: 384
Dvæler Du her, saa kan vi mødes naar jeg kommer nedover.Olaf. Alfhild.
OLAF
Ha, om det var – Ja forvist, jeg kan ikke tvivle derpaa. Alfhild sagde jo selv, hendes Fader slog Strengelegen saa lifligt, at det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igjen. Han nævnte Jomfru Ingrid, som blev borte paa Bryllupskvælden for mange Aar siden, – der var en ung Spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kjær, saa blev der sagt. Mange underlige Sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i Bygden og spillede saa fagert, at Alle maatte græde derved; men Ingen vidste hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans Barn! Her er hun voxet op, her i Alverdens Herlighed at kjende. Saa tung en Vandring har Du været paa; men nu skal det Alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vaander sig i Sorg og Angst; – naar Du vaagner skal det være til Fryd og Glæde!
Jomfru Ingrid, som blev borte paa Bryllupskvælden for mange Aar siden, – der var en ung Spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kjær, saa blev der sagt. Mange underlige Sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i Bygden og spillede saa fagert, at Alle maatte græde derved; men Ingen vidste hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans Barn! Her er hun voxet op, her i 1.utg: 214
denne øde Dal, som Ingen har vidst af at sige i mange Aar; og Ingrid, som forsvandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild) Alfhild! Der er hun! I Brudeklæderne er hun flygtet herop. Her skal Du altsaa vaagne efter Bryllupsnatten; saa tung en Dag blev min Hædersdag for Dig! Du vilde ud i Livet, sagde Du; Du vilde lære Alverdens Herlighed at kjende. Saa tung en Vandring har Du været paa; men nu skal det Alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vaander sig i Sorg og Angst; – naar Du vaagner skal det være til Fryd og Glæde!Han maa ikke dø! Lad ham Redning finde!
1.utg: 215
(springer forfærdet op; Musiken standser)
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine Drømme!
OLAF
Alfhild! vær trøstig, slaa Dig til Ro!
ALFHILD
viger sky og ængstelig tilbage
Ondt bær’ Du i Hjertet, Smiil bær’ Du om Mund,
OLAF
Alfhild! kom til Dig selv igjen;
Tungt er Du krænket; jeg har handlet Dig imod;
Men jeg var Dig dog altid i Hjertet god!
Det er deraf jeg har Dig tildøde saaret!
Alfhild! kan Du forlade mig min Færd,
Jeg sværger Dig til, jeg skal blive Dig værd!
Kummerens Taarer skal jeg kysse fra din Kind,
Skal svale Sorgen, som svider i dit Sind,
Skal læge det Saar som i Hjertet brænder!
HIS: 386
ALFHILD
mildt og klagende
Jeg kjender Dig vel, jeg skjønner din List.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil daare mig med Ord, Du vil bilde mig ind,
Det er Dig, som ligger mig saa tungt i Sind.
Du vil bilde mig ind, det var Dig som lærte
Det lykkes Dig lidet, jeg kjender Dig vel,
Enten Du kommer ved Morgen eller Kvæld.
De svigfulde Mærker. Saa var ei den Anden!
OLAF
Den Anden? Hvem mener Du?
ALFHILD
Han som er død!
Det er deraf mig voldes saa bitter en Nød.
Forstaaer Du mig ikke? Du skal vide der var To;
Den Anden var mig ond og svigagtig som Du;
Da blomstred’ mit Hjertes Rosenblommer;
Hvor der aldrig er Sol og Sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er Du,
Den Anden, som bar mig med Elskov i Hu,
Den Anden, som aldrig gaaer mig af Minde,
(synker ned paa en Steen ved Huset og brister i Graad)
ALFHILD
Ak, om jeg sænktes i Graven ned,
Jeg føler det vel, min Sorg fulgte med!
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger Dig til,
Jeg tænkte jeg var ham saa lidet mild;
Og kan ham dog ikke forglemme!
(kort Pause)
Sig mig, eier Du Strenge i dit Bryst?
Jeg troer det; thi lifligt klinger din Røst;
Lifligt – skjøndt den med Svig er blandet. –
For Bygdens Piger; hør kun engang:
Alle saa kom de i Skoven ind,
Jeg var mig igaar saa fattig en Fugl,
Alle saa jog de mig fra mit Skjul,
Jeg var mig igaar den vilde Due,
Der aldrig fanger Fred og Hvile;
Og skjød mig i Hjertet med Pile!
OLAF
smerteligt bevæget
ALFHILD
springer op med barnlig Glæde
Ja, forsandt, vel eier Du Strenge i Brystet!
De mene, din egen Vee er saa stor,
(standser og seer sørgmodig paa ham)
Dog nei, Du skal ikke synge derom;
Af Alfhilds Kummer vil Ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom
Skal aldrig derude spørges og høres!
Syng om Alfhild, den falske Kvinde,
Da Olaf Liljekrans laa paa Baaren død!
Da de bar af Stuen de Døde tre!
Og dertil hans Moder af Sorg maatte dø.
HIS: 389
OLAF
Ja, Olaf er død, det er ret som Du siger;
Men jeg vil være Dig saa fuldgod en Ven
Hvorhelst Du dvæler og hvor Du gaaer hen;
Aldrig fra din Side jeg viger!
Maa jeg lide saa tungt for det jeg forbrød,
Straffen selv skal være mig sød.
At færdes hos Dig i de øde Dale!
Fra Sol gaaer op, til Sol gaaer ned,
Jeg skal klæde min Anger i klagende Ord,
Hver en livsalig Stund herinde
Hver en blomstrende Urt skal derom tale,
Derom skal synge baade Gjøg og Svale!
Alle de Træer som grønnes i Lunde
Skal hviske derom med tusinde Munde!
ALFHILD
Hold op! Jeg veed det, Du vil daare mig paany,
Langt bedre om Du vilde bort fra mig fly!
Saa fager en Falskhed er dit Ord,
Saa svigfulde Tanker i dit Hjerte boer!
Vil Du bilde mig ind, Du kan kjende Dig igjen?
Fordum, da jeg gik her alene
Var der duftende Løv paa alle Grene!
Da Du tog mig i Favn og kaldte mig din Brud!
Brændt er baade Træer og Krat;
Visnet er Straaet, brændt er Løv,
Hver en Blomst er vorden til smuldrende Støv! –
Ja, jeg seer det vel, – paa en eneste Nat
Er Verden bleven gammel!
– Da jeg gik forladt
Derude, og segned’ af Kval og Skam,
Da blegnede Livets gyldne Ham.
Intet lever igjen uden Svig og Bedrag;
Det har Olaf lært mig paa min Bryllupsdag!
Min Fader løi; han bød mig tro,
At den Døde bæres til Englenes Bo;
(udbryder med den dybeste Smerte)
Ja, jeg kan vidne, Du vidste Besked;
Selv er jeg sænket i Jorden ned.
OLAF
Alfhild! Dit Ord falder knusende tungt!
O Gud! dit Sind var saa friskt og ungt – –
ALFHILD
med et stærkt og stigende Udtryk af Forvildelse
Tys, tal ikke til mig! See, Olaf, see!
Men der er ingen Moder, ingen Søskende fem,
Jeg har ingen Moder, hvis Hjerte vil briste,
Alt for min Fod i Himmelhaven,
Og aldrig jeg kommer til det deilige Sted,
Der den Døde drømmer og sover!
OLAF
Alfhild!
ALFHILD
Nu sænkes jeg i Jorden ned!
Og her maa jeg ligge med al min Nød,
Maa vide, at Alt er for mig forbi,
Og kan dog ikke glemme, kan ei kjæmpe mig fri;
Maa høre, naar han, som min Elskov jeg gav,
Rider til Kirken over min Grav!
Og kan ikke mildne hans Jammer!
O, hvor mit Bryst er trangt sluttet inde!
Ingen af dem hører mig klage og bede –
Jeg er stængt ude bag Livets Port –
Grav mig op igjen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til Venstre)
HEMMING
Ja, her skal vi leve godt tilsammen!
INGEBORG
INGEBORG
HEMMING
HIS: 393
INGEBORG
HEMMING
HEMMING
Ja, ja da, som Du vil. O, et lysteligt Liv skal vi leve! (standser og tilføier noget forknyt) Men naar jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken Bue eller Fiskeredskab med.
HEMMING
Det gjør jeg saa gjerne!
INGEBORG
HIS: 394
INGEBORG
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal Du en Nat liste Dig ned til Guldvik og tage med Dig af Klæder og andre Ting, saameget jeg har Brug for.
INGEBORG
INGEBORG
utaalmodigt
Ja, men der kan jo ingen Mennesker leve her.
HEMMING
Jovist kan de leve!
INGEBORG
HEMMING
Men hvad skal der blive af mig?
INGEBORG
Vist ikke! Du skal udføre en berømmelig Gjerning, saa bliver Du Riddersmand, og saa vil ikke min Fader være Dig imod.
INGEBORG
Nu, det kan vi altid tænke paa. Idag og imorgen faa vi vel blive her; saalænge sidde Gjæsterne i Gildehuset og tære Bryllupskosten, – søge de efter os, saa sker det vel rundt om i Bygden; heroppe kan vi være trygge og – –
(standser og lytter)
sidde Gjæsterne i Gildehuset og tære Bryllupskosten, – søge de efter os, saa sker det vel rundt om i Bygden; heroppe kan vi være trygge og – –
HEMMING
Ingeborg! Ingeborg! De ere efter os!
INGEBORG
Hvor skal vi ty hen?
HEMMING
Ja, hvor kan jeg vide –
HIS: 396
INGEBORG
Gjør som jeg siger! Jeg gaaer op paa Bakken imens og seer efter om de ere langt borte.
(gaaer ud til Høire)
HEMMING
Ja, ja da! Ak, bare de ikke faaer os fat.
(gaaer ind i Huset)
5te Scene
Olaf (kommer fra Skoven tilvenstre). Strax efter Ingeborg (fra Høire).
OLAF
seer sig om og kalder med dæmpet Stemme
INGEBORG
De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!
OLAF
Ingeborg!
HIS: 397
HEMMING
stikker ubemærket Hovedet ud af Døren og faaer Øie paa Olaf
Herr Olaf! Saa! Nu er det da vel forbi med mig!
(trækker sig ilsomt tilbage)
INGEBORG
afsides
Men jeg følger ikke med!
OLAF
afsides
Jeg viger ikke herfra!
INGEBORG
høit, idet hun træder nærmere
HIS: 398
OLAF
Hvem? Hvem?
INGEBORG
Min Fader og vore Slægtninge!
OLAF
Heroppe?
OLAF
Ha, da er min Moder med dem.
INGEBORG
Nei, det er mig!
OLAF
forbauset
Dig!
INGEBORG
begynder at fatte Sammenhængen
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder mig ind! – Hør, skal vi To være ærlige mod hinanden?
HIS: 399
INGEBORG
Nu godt, saa sig mig, hvad Tid kom Du herop?
OLAF
Inat!
INGEBORG
Jeg ligesaa!
OLAF
Du!
INGEBORG
Javist, javist! Og Du drog bort uden at Nogen vidste derom?
OLAF
Ja!
OLAF
Men saa sig mig –
INGEBORG
Tys, vi har knap Tid! Og Du flygtede herop, fordi Du havde kun ringe Lyst til at følge mig for Alteret?
OLAF
Ei, hvor kan Du tro –
HIS: 400
INGEBORG
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi skulde jo tales ærligt ved.
OLAF
Nuvel da, det var derfor jeg –
OLAF
Du, Ingeborg!
INGEBORG
Og nu seer Du vel nødig, at Nogen kommer Dig paa Spor?
OLAF
Ja, det skal ikke nægtes!
INGEBORG
INGEBORG
Men nu maa vi skilles ad!
HIS: 401
OLAF
Jeg forstaaer!
OLAF
Ja, saa vilde det falde Dig sværere at blive fri for mig!
OLAF
Vist ikke; jeg skal række Dig Haanden hvor vi mødes!
INGEBORG
Jeg ligesaa! Hvor vi mødes – bare ikke for Alteret.
(gaaer ind i Huset. Olaf ind i Skoven til Høire i Baggrunden)
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, Bryllupsgjæster, Bønder og Huuskarle (fra Høire).
FRU KIRSTEN
ARNE
Hvad vil I da gjøre?
FRU KIRSTEN
Holde Dom over hende – lige paa Stedet, der hun træffes! Den Udaad hun har øvet paa mine Enemærker har jeg Magt og Myndighed til at straffe efter Ret og Skjøn.
FRU KIRSTEN
Nei, men jeg faaer Hævn over hende og det er ingen ringe Vinding. Hævn, Hævn maa jeg hildet saa fast i sit djævelske Garn, at han, inat i
1.utg: 246
have, ifald jeg skal bære og overleve mit Tab og al den Skam hun har paaført mig. Uveiret inat har fordærvet hele Aarets Grøde for mig, ikke et uskadt Straa staaer igjen paa min Ager, og herinde, hvor hun selv har sagt at hun holder til, her blomstrer og trives det Alt saa rigt, som jeg aldrig har seet! Er det ikke hemmelige Kunsters Virkning? Olaf har hun hildet saa fast i sit djævelske Garn, at han, inat i HIS: 403
det vildeste Uveir, flygtede af Bygden for at følge hende. Mit Huus har hun brændt af lige til Grunden; alle Luger og Døre havde hun stengt udenfra; – det var et Guds Under at Huuskarlene bragte betimelig Hjælp!
ARNE
FRU KIRSTEN
ARNE
Ja, ja, lad saa være med Ingeborg; men Hemming er nu aldrig at spørge efter, det veed jeg vist!
FRU KIRSTEN
Hvi saa?
ARNE
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
afsides
ARNE
som er bleven alene tilbage
Og jeg som ikke er kjendt her, hvor skal jeg finde frem. (kalder) Hemming, Hemming! (holder inde) Naa, det er jo sandt han er – (hovedrystende) Hm! Hm! Det var skammeligt gjort af ham.
(gaaer ud til Høire)
7de Scene
Alfhild (kommer frem ved Vandet paa venstre Side; hun bærer en liden Bylt).
Jeg maa hvile, nu er jeg til Døden træt!
(synker ned paa en Steen i Forgrunden)
Først vil jeg sige min Fader Farvel!
Saa vandrer jeg ind paa det øde Fjeld!
Hernede seer jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
Jeg maa op i Høiden, at mit Sind kan hærdes!
Maa dysse i Blund alle Minder kjære!
Ak, jeg som tænkte mig Livet saa rigt!
Intet er Sandhed, Alt er Digt,
Intet kan gribes og fattes med Hænder,
Intet maa skues med vaagne Øine,
Intet holder Stand, naar vi ret det kjender!
1.utg: 251
(Luurtoner høres fra Skoven)
Det vil jeg grave i Jorden ned!
Jeg vil grave det ned under Birkens Rod,
(aabner Bylten og fremtager en Brudekrone og andre Smykker)
Ogsaa hende har da Verden forlokket og daaret,
Ogsaa hun har da troet paa Kjærligheds Magt.
Var det kun Spot, naar min Fader kvad
Om Elskovs Lyst, som gjør Barmen glad?
Ak, da skulde han tiet dermed;
Hans Sange bygged’ i min Barm et Huus
(Luren høres atter)
Sølvet er sig saa ædelt Malm,
Det smuldres ikke som Høstens Halm;
Laa det i Jorden vel tusinde Aar,
Det skinner endda, det aldrig forgaaer!
Livets Lyst er som Høstens Halm,
(pakker Smykkerne sammen i Bylten)
HIS: 406
Sorgen er Sølvet, det ædle Malm!Deraf drypped’ ni blanke Perler hver Nat;
Lige stor og rig blev dog Skatten hin røde!
Min Sorg er for mig en Trolddomsskat;
Deraf skal dryppe ved Dag og Nat
Ikke ni, – nei tusinde Perler smaa,
(rykker en Blomst op og betragter den vemodigt)
Du lille Blomst! Det var før min Tro,
At Du kunde frydes ved Livet;
At vide Du var til, at føle Dig fro!
Men nu har Verden givet mig Besked,
Du føler det ei, om jeg træder Dig ned.
Angerløs jeg tør Dig oprive;
Thi Du har aldrig vidst at Du var ilive!
Fordum fulgte jeg Skyernes Tog,
Fløi drømmende med paa de vide Baner
Og kaldte dem Himmelens Svaner!
Fordum jeg tænkte, at Træets Grene
Bredte sig ud for at skygge min Vandring,
HIS: 407
Jeg tænkte mig Liv i Fjeldets Stene.Nu er mig voldt saa tung en Forandring.
Nu veed jeg det bedre; – kun Menneskets Bryst
Der boer ingen Ven mellem Blomster og Grene,
Jeg maa bære min Sorg alene.
(reiser sig)
(vil gaa)
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgjæster, Bønder og Karle (fra forskjellige Sider). Senere Olaf Liljekrans.
ALFHILD
Hvad vil Du mig?
FRU KIRSTEN
Det skal Du tidsnok erfare! (peger paa Bylten) Hvad bærer Du der?
ALFHILD
Min Moders Arv!
HIS: 408
FRU KIRSTEN
Alfhild bindes.
FRU KIRSTEN
høit og med undertrykt Lidenskabelighed
Retten er sat. Som I Alle vide har jeg lovlig Hævd og Adkomst til at værne om mine Enemærker, til at fælde Dom efter Landets Lov over hver den, der gjør mig Uskjel paa min egen Grund. Dette er hvad Du, Alfhild! har fordristet Dig til og derfor staaer Du nu her som Anklaget for din Dommer. Forsvar Dig om Du kan, men glem ikke at det gjælder Livet.
vide har jeg lovlig Hævd og Adkomst til at værne om mine Enemærker, til at fælde Dom efter Landets Lov over hver den, der gjør mig Uskjel paa min egen Grund. Dette er hvad Du, Alfhild! har fordristet Dig til og derfor staaer Du nu her som Anklaget for din Dommer. Forsvar Dig om Du kan, men glem ikke at det gjælder Livet.
FRU KIRSTEN
Forlad mig, Herr Arne! Jeg er i min Ret og den vil jeg holde paa. (til Alfhild) Træd frem og svar mig!
ALFHILD
Spørg Du kun, jeg skal svare!
FRU KIRSTEN
Mange og haarde ere de Beskyldninger, som reises mod Dig. Først og fremst paasiger jeg Dig her, ved ugudelige Kunster at have daaret min Søn, Olaf Liljekrans, saa at hans Sind og Tanker vendte sig fra hans
Fæstemø, som han havde trolovet, – tilgaaet paa vanlig Viis; Du er derfor sigtet for Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
ere de Beskyldninger, som reises mod Dig. Først og fremst paasiger jeg Dig her, ved ugudelige Kunster at have daaret min Søn, Olaf Liljekrans, saa at hans Sind og Tanker vendte sig fra hans
Fæstemø, som han havde trolovet, – HIS: 409
saa, at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt Fred i sit Hjem, men 1.utg: 258
drog hid op til denne ukjendte Dal, hvor Du har holdt til. Alt Sligt kan ikke være tilgaaet paa vanlig Viis; Du er derfor sigtet for Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
ALFHILD
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder Du hin sælsomme Magt, som drog Olaf hid op. Kanhænde Du har Ret; men denne Trolddom kom ikke fra den Onde; – hver den Stund Olaf har været her, Guds Øie maatte see derpaa! hver den Tanke jeg maatte kjende den! og de skulde ikke blues derover.
maatte see derpaa! hver den Tanke jeg HU: 231
har fæstet paa Olaf, Guds Engle maatte kjende den! og de skulde ikke blues derover.
FRU KIRSTEN
Nok, nok! Du føier endnu Bespottelser til din Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et Ord tynger med i Skaalen. Dog, Du om det! (til de Øvrige) Jeg æsker Eder Alle til Vidne paa hendes Svar. (vender sig til Alfhild) Jeg beskylder Dig dernæst for atter igjen inat at have, ved de samme hemmelige Kræfter, trukket Olaf her op, samt at Du holder ham gjemt herinde!
Vee Dig, Alfhild! hvert et Ord 1.utg: 259
tynger med i Skaalen. Dog, Du om det! (til de Øvrige) Jeg æsker Eder Alle til Vidne paa hendes Svar. (vender sig til Alfhild) Jeg beskylder Dig dernæst for atter igjen inat at have, ved de samme hemmelige Kræfter, trukket Olaf her op, samt at Du holder ham gjemt herinde!
ALFHILD
Der har Du Ret! Lønligt er han gjemt herinde!
FRU KIRSTEN
Det vedgaaer Du?
ALFHILD
HIS: 410
FRU KIRSTEN
i heftigt Udbrud
Nu er Døden Dig vis! Sig frem, hvor har Du ham?
ALFHILD
trykker Hænderne mod Brystet
Herinde – i Hjertet! Kan Du rive ham ud deraf, da hexer Du bedre end jeg!
FRU KIRSTEN
Det Svar gavner lidet; sig frem! hvor er han?
ALFHILD
Jeg har svaret!
ARNE
til de Omstaaende
Havde Hemming været ilive, saa skulde han nok faaet Sandheden ud af hende; han var bleven saa listig paa sine sidste Dage.
FRU KIRSTEN
Nu kommer den tredie Klage mod Dig: Du har inat stukket Ild paa min Gaard og brændt den af til Grunden. Kanhænde Menneskeliv er gaaet tilspilde, det vide vi endnu ikke, men hvad som end er, derved hverken skades eller rettes paa din Sag; thi din Agt at brænde os inde Alle tilhobe ligger klarlig Paasagn at have brændt Gaarden af inat?
thi din Agt at brænde os inde Alle tilhobe ligger klarlig 1.utg: 262
for Dagen. Nægter Du mit Paasagn at have brændt Gaarden af inat?
HIS: 411
FRU KIRSTEN
Og hvormed vil Du besmykke din Gjerning?
(med bitter Spot) Du skal ei kunne sige at Du handlede overilet. God Leilighed havde Du, saavidt jeg mindes, til at tænke Dig om; Du stod udenfor, Ingen kom Dig nær, Ingen hindrede Dig fra at overlægge saa roligt Du kunde og vilde. Ei skal Du sige at Gildestuens Lystighed steg Dig til Hovedet, ei heller at Vinen gjorde Dig hed og fortumlet; thi Du var nok ikke med derinde, Du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kjølige Vinde, som
besmykke din Gjerning?
(med bitter Spot) Du skal ei kunne sige at Du handlede overilet. God Leilighed havde Du, saavidt jeg mindes, til at tænke Dig om; Du stod udenfor, Ingen kom Dig nær, Ingen hindrede Dig fra at overlægge saa roligt Du kunde og vilde. Ei skal Du sige at Gildestuens Lystighed steg Dig til Hovedet, ei heller at Vinen gjorde Dig hed og fortumlet; thi Du var nok ikke med derinde, Du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kjølige Vinde, som 1.utg: 263
nok kunde gjøre Dig besindig.
ALFHILD
Ja, jeg har brændt din Gaard inat; men Du og Olaf og alle I Andre derude har øvet en værre Færd mod mig. Verden var mig en Høisal, som hørte den store Fader til. Himlen blaa var dens Tag, Stjernerne vare de Lamper, som lyste fra dens Loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en Brand midt ind i den gyldne Herlighed; nu er Alting dødt og fortørret!
vare de Lamper, som lyste fra dens Loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en Brand midt ind i den gyldne Herlighed; nu er Alting dødt og fortørret!
ALFHILD
Jeg har svaret!
HIS: 412
Olaf kommer frem paa Klippepynten mellem Træerne, uden at bemærkes af de Tilstedeværende.
OLAF
afsides
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig useet tilbage)
FRU KIRSTEN
ALFHILD
FRU KIRSTEN
Før hende op paa Fjeldstupet der!
FRU KIRSTEN
For sidste Gang, Alfhild! giv mig min Søn tilbage!
HIS: 413
ALFHILD
Jeg svarer ikke mere!
Det ske da som Du vil! (til Karlene)
Styrter hende ud! Nei, vent! Der falder mig Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar traadte frem med Guldkronen paa og mente at Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud. Nu skal vi dog see, hvormeget Du agtes; her er Bønder og Karle og mange ringe Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end staaer til at frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig, men saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig til de Øvrige)
Ei sandt, I kjende Alle den gamle Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde er dømt for en halsløs Gjerning, som hun der, da frelses hendes Liv og hun er fri, ifald en uberygtet Mand træder frem, og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
ske da som Du vil! (til Karlene)
Styrter hende ud! Nei, vent! Der falder mig Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar traadte frem med Guldkronen paa og mente at Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud. Nu skal vi dog see, hvormeget Du agtes; her er Bønder og Karle og mange ringe Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end staaer til at frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig, men saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig til de Øvrige)
Ei sandt, I kjende Alle den gamle Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde er dømt for en halsløs Gjerning, som hun der, da frelses hendes Liv og hun er fri, ifald en 1.utg: 267
uberygtet Mand træder frem, og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
ALLE
Ja, ja!
ALFHILD
med frembrydende Taarer
O, at maatte forhaanes, forhaanes saa dybt i min sidste Stund!
FRU KIRSTEN
Nuvel, Alfhild! Denne Vedtægt skal komme Dig tilgode. Ifald kun den ringeste Karl i mit Følge træder frem og siger sig villig til at ægte Dig, da er Du fri. (seer sig om) Er der Ingen som melder sig?
Giv hende Sølvkronen paa; den skal følge med i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du derved stiger i Priis!
Kronen sættes paa Alfhilds Hoved.
FRU KIRSTEN
For anden Gang, spørger jeg, er Ingen villig til at frelse hende?
Hun seer sig om. Alle tie.
FRU KIRSTEN
Nu gjælder det; nu frygter jeg for at dine Øieblikke ere talte. Hører mig vel, I Karle deroppe! Ifald Ingen svarer paa det tredie Opraab, da agte I paa mit Tegn og styrte hende i Søen! Brug nu dine Kunster, Alfhild! see til om Du kan kogle Dig fra Døden. (med hvo frelser og ægter hende?
dine Øieblikke ere talte. Hører mig vel, I Karle deroppe! Ifald Ingen svarer paa det tredie Opraab, da agte I paa mit Tegn og styrte hende i Søen! Brug nu dine Kunster, Alfhild! see til om Du kan kogle Dig fra Døden. (med 1.utg: 269
høi Røst) For sidste Gang! Der staaer Hexekvinden og Mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?Hun seer sig om. Alle tie. – Fru Kirsten hæver raskt Haanden til Tegn, Karlene gribe Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem paa Klippepynten i fuld Bryllupsklædning.
gribe Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem paa Klippepynten i fuld Bryllupsklædning.
OLAF
Jeg frelser og ægter hende!
Han støder Karlene bort og afriver hendes Baand. Alfhild synker med et Skrig til hans Bryst; han omslynger hende med den venstre Arm og løfter den Høire truende i Veiret.
staa som forstenede med Udraabet
HIS: 415
ALLE
staa som forstenede med Udraabet
Olaf Liljekrans!
OLAF
Nei, jeg aftvætter den Skam og Skjændsel, som jeg paadrog mig ved min Færd mod hende! Min Brøde vil jeg udsone og gjøre mig selv lykkelig derved! (fører Alfhild frem) Ja, for Eder Alle nævner jeg høit og lydt denne unge Kvinde som min Brud! Hun er uskyldig i Alt det som er paasagt hende; kun jeg har forbrudt mig. (bøier Knæ for hende) Og for din Fod beder jeg Dig glemme og forlade –
Brøde vil jeg udsone og gjøre mig selv lykkelig derved! (fører Alfhild frem) Ja, for Eder Alle nævner jeg høit og lydt denne unge Kvinde som min Brud! Hun er uskyldig i Alt det som er paasagt hende; kun jeg har forbrudt mig. (bøier Knæ for hende) Og for din Fod beder jeg Dig glemme og forlade –
FRU KIRSTEN
Du vil ægte hende! Godt og vel, saa er jeg ikke længere Moder for Dig!
OLAF
Stor Sorg voldes mig derved, skjøndt det er længesiden I var en sand Moder for mig. I brugte mig kun til at bygge Eders egen Stolthed iveiret, jeg var svag og fandt mig deri. Men nu har jeg vundet Kraft og Villie; nu staaer jeg fast paa mine Fødder og grunder min egen Lykkes Bygning!
HIS: 416
OLAF
Intet vil jeg meer betænke, jeg veed hvad Sædefrø er fulgt med, Sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt Liv for os herinde i Dalen; thi her vil vi bo og bygge!
1.utg: 272
jeg vil. Nu først forstaaer jeg min sælsomme Drøm. Det blev mig spaaet at jeg skulde finde den fagreste Blomst, at jeg skulde plukke den sønder og drysse den ud for alle Vinde. O, saaledes er det skeet! En Kvindes Hjerte er den fagreste Blomst i Verden; alle de rige og gyldne Blade deri har jeg sønderrevet og drysset ud for alle Vinde. Men trøst Dig, Alfhild! Mangt et Sædefrø er fulgt med, Sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt Liv for os herinde i Dalen; thi her vil vi bo og bygge!
FRU KIRSTEN
afsides
ALFHILD
til Fru Kirsten
Og mig forlader Du al min Brøde?
FRU KIRSTEN
Nu, nu! Kanhænde der var Feil paa min Side med, lad os ikke tale mere derom!
HIS: 417
ARNE
OLAF
Jovist er hun til!
ARNE
Hun lever! Hvor er hun? Hvor?
OLAF
Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne, at vi Beggeto i Venskab have brudt Trolovelsen.
FRU KIRSTEN
I seer Hr. Arne! at jeg – –
ARNE
Ja, ja, min Datter skal ikke tvinges paa Nogen. Alfhild var det beskaaret at faa en Riddersmand; det Samme kan vel times Ingeborg. (med Værdighed) I ædle Herrer og velbyrdige Mænd!
Hører mit Ord! Det er kommet mig hendes Haand og Halvdelen af Riget til den, som finder hende igjen. Jeg vil gjøre som de gamle, brave Konger; Den som finder Ingeborg igjen faaer hendes Haand og mit halve Gods og Eie dertil. Ere I med paa det?
beskaaret at faa en Riddersmand; det Samme kan vel times Ingeborg. (med Værdighed) I ædle Herrer og velbyrdige Mænd!
Hører mit Ord! Det er kommet mig 1.utg: 275
for Øre, at jeg, blandt Mange af Jer, holdes for en Mand, der er lidet bevandret i høviske Sæder og Skikke. Jeg vil nu vise, at det er Løgn i Jer Hals! I de gamle Krønniker fortælles, at naar en brav Konge mister sin Datter, saa udlover han hendes Haand og Halvdelen af Riget til den, som finder hende igjen. Jeg vil gjøre som de gamle, brave Konger; Den som finder Ingeborg igjen faaer hendes Haand og mit halve Gods og Eie dertil. Ere I med paa det?
DE UNGE KARLE
Ja, ja!
De Forrige. Ingeborg (træder hurtig ud fra Huset og trækker Hemming efter sig).
ALLE
forbausede
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
INGEBORG
kaster sig om hans Hals
O, Fader! Fader! Det nytter Dig ikke; Du har givet dit Ord!
ARNE
Ham gjaldt det ikke! Nu skjønner jeg det nok; han har selv ført Dig bort!
INGEBORG
sagte
Saa sig ja, strax paa Stedet! Ellers fortæller jeg til alle Mennesker, at det var mig som – –
HIS: 419
ARNE
HEMMING
Ak, Hr. Arne! –
HEMMING og INGEBORG
O, Tak, Tak!
10de Scene
De Forrige. Thorgjerd (med en Strengeleg i Haanden, har under det Foregaaende blandet sig mellem Mængden).
Strengeleg i Haanden, har under det Foregaaende blandet sig mellem Mængden).
THORGJERD
Ei, see, see! Her er folksomt i Dalen idag!
BØNDERNE
Thorgjerd Spillemand!
ALFHILD
kaster sig i hans Arme
Min Fader!
HIS: 420
OLAF
ALFHILD
Og Du bliver hos os!
THORGJERD
Nei, nei, Alfhild!
Hver den, som eier en Sangbund i sit Bryst
Han er hjemløs i Dale, han er hjemløs ved Kyst;
I Liens Løvsal, paa den grønnende Eng
Maa han synge og røre den dirrende Streng,
Under Fossens Væld, ved den vilde Fjord,
Maa lure paa det Liv, som i Brystet banker,
Klæde Folkets Drømme i Toner og Ord,
Og klare dets gjærende Tanker!
OLAF
Men stundom vil Du dog gjæste os her!
Nu skal en Hal mellem Birkene bygges;
Jeg og min Elskov skal leve Dig nær,
Aldrig dit Øie af Taarer skal skygges!
Ja, nu jeg seer det, Livet er rigt!
Rigt som mit Hjertes fagreste Digt!
Den følges engang af en lysende Morgen!
(knæler)
I har atter skjænket mig Trøst og Fred!
I styred’ min Gang ved Afgrundsranden,
I støtted’ min Fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med Forstanden, –
Med Hjertet vil jeg tro til min sidste Dag!
Klart skinner Solen efter Uveirets Gru; –
Af Livets Brand blev min Kjærlighed frelst;
Rede til Livets vexlende Værk!
(med et Blik til Olaf)
Og naar vi engang – –
(afbryder og hæver Hænderne høit iveiret)
Paa Englenes Arm
De Øvrige have dannet en Gruppe om hende; Tæppet falder.
